Musikfortællerne

Warren Zevon: Fængende melodier og mørke fortællinger med glimt af humor om skæve eksistenser.

Hvorfor skrive et indlæg om Warren Zevon med udgangspunkt i hans anden selvbetitlede udgivelse fra 1976? Hvorfor ikke hans debutalbum fra 1969, Dead or Alive og hvorfor ikke hans tredje udgivelsen, Excitable Boy fra 1978, som blev hans kommercielle gennembrud? Hvis der kan tales om, at han nogensinde fik et i bredere kredse!

En årsag, som ikke har noget med indholdet at gøre, er, at det i år er 50 år siden at albummet; Warren Zevon, udkom. På dette album viste han, hvor stort et potentiale han rummede, som komponist og tekstforfatter. Et potentiale, som blev udløst på de efterfølgende udgivelser. 

Mit kendskab til Warren Zevon startede ikke med nogle af de omtalte albums, men med det fantastiske livealbum; Stand In The Fire, fra 1980. Albummet er på min liste over alle tiders bedste livealbums!

Seks af Warren Zevons albums fra perioden 1976 og til 1987 er, efter min overbevisning, de bedste han udgav. Det drejer sig om: Warren Zevon (1976), Excitable Boy (1978), Bad Luck Streak in Dancing School (1980), Stand in the Fire (1980), Send The Envoy (1982) og Sentimental Hygiene (1987).

Warren Zevon døde i 2003. Året før havde han fået konstateret en aggressiv lungekræft. Få uger inden hans død blev det glimrende album; The Wind, udgivet. Et album som modtog to Grammy Awards. I 2025 blev Warren Zevon optaget i Rock and Roll Hall of Fame.

Dette indlæg omhandler først og fremmest en gennemgang af Zevons albums fra 1976 til 1987, samt hans sidste udgivelse i 2003; The Wind.

Keep Me Your Heart fra; The WInd.

Jackson Browne blev igangsætteren og en ven gennem livet.
Til udgivelsen af albummet; Warren Zevon, fik han ikke mindst hjælp fra Jackson Browne, som skaffede ham en kontrakt med sit pladeselskab; Elektra/Asylum. Derover producerede albummet og medvirkede som musiker. Jackson Browne kan med rette i den tidlige karriere kaldes Zevons protegé, men Browne var med ham gennem hele karrieren.

På tidspunktet for udgivelsen var Jackson Browne slået igennem i USA, som en af 70'ernes helt store sanger og sangskriver fra Laurel Canyon-området i Los Angeles. Han opnåede anerkendelse på lige fod med f.eks; Joni Mitchell, James Taylor og Carol King.

Jackson Browne var ikke den eneste, der hjalp Warren Zevon i gang med karrieren og som støttede ham, når han faldt i de mørke huller - som personerne i hans sangtekster gjorde. Linda Ronstadt har indspillede flere af hans sange, og tv-værten David Letterman havde ham med adskillige gange i sit: The Late Show. Både som gæst, men også som vikar for showorkesters leder. David Letterman var en stor beundre af Zevons musik og af hans person.

Dernæst kom hjælpen fra det store udtræk af kendte musikere fra det, der med udgangspunkt i Los Angeles, blev kaldt West Coast Rock. En scene, som Jackson Browne var en del af. Det var ikke lige den genre, som kendetegnede Warren Zevons musik, men den lånte nogle musikere og elementer af den.

Efter årene på Elektra/Asylum Records blev Zevons fortsatte karriere på flere pladeselskaber ikke den store succes, hvad der i høj grad skyldtes et ofte tilbagevendende misbrug af alkohol og stoffer. Rent musikalsk mistede hans udtryk langsomt sit særpræg. Flere af hans produktioner lød for meget af 1980’ernes dominerende synthesizere og fremtrukne bastante trommelyd. I mine ørene kom han på nogle sang til at lyde "Bruce Springsteen-agtig". Måske som et bevidst forsøg på sælge ham? Tekstmæssig fastholdt han sit karakteristiske fortællende univers.

Sentimental Hygiene fra 1987, udgivet på Virgin Records, blev det sidste af Zevons album for en længere periode, som jeg anskaffede mug - indtil udgivelsen af; The Wind i 2003. De mellem lignende albums tydede på, at Zevon ikke havde styr på karrieren.

Billedlige tekster; som film med åbne slutninger.
Warren Zevons sangtekster er i en klasse for sig, og han blander mange komplekse elementer i de samme sange, som; sort humor, mytologi, historie, kærlighed, død og absurditeter.  Det hele med en vis ironi og glimt i øjet. Ofte refererer han til amerikanske forfatter og deres værker samt til episoder og perioder i amerikansk historie. Teksterne beviser indsigt og viden blandet med intelligens.

Tekster, som kan fremstå som små noveller, handler ofte om mennesker, der selvforskyldt er havnet i kaotiske situationer på grund af forkerte beslutninger. Situationer de ikke kan komme ud. Personerne er hverken helte eller antihelte. Zevon er aldrig fordømmende over for sine personer.

Generelt er teksterne skrevet som små noveller i et meget billedligt sprog. De er små film på nethinden og åbne i deres slutninger. Lytteren må ræsonnere over egen fortællingens mulige slutninger. Zevon beskriver ofte situationer, han selv er havnet som følge af misbrug af alkohol og stoffer, som almene situationer, vi alle kan havne i.

Kærligheden både den lykkelige og den ulykkelige er ligeledes en del af Zevons tekstunivers. Han har gennem tiden skrevet flere flotte indlevende kærlighedssange.

Ved omtalen af Zevons albums følger teksten efter gengivelsen af de enkelte sange, så de kan læses, samtidig med at de høres.

Opvæksten satte sit præg på sangskrivningen.
Faderen, William "Stumpy" Zevon, var professionel bookmaker og havde forbindelser til den berygtede Los Angeles-gangster Mickey Cohen og dennes bande. Moderen, Beverly Zevon, var af engelsk afstamning og voksede op i en mormon-familie. Familien flyttede flere gange rundt mellem Arizona og Californien, mens Warren var barn. Faderen afsøgte konstant nye territorier for sin spillevirksomhed, og ægteskabet var i det hele taget meget turbulent.

På trods af den vanskelige familiebaggrund viste Zevon tidligt et stort musikalsk talent. Som 13-årig fik han lejlighed til at besøge den berømte komponist Igor Stravinsky og modtog kortvarigt undervisning i moderne klassisk musik. Han havde tanker om at blive klassisk komponist.

For Warren var Familielivet var konfliktfyldt med en fraværende og kriminelt involveret far, samt en anstrengt relation til sin stedfar. Forældrene blev skilt, da han var 16 år, og Warren havde en evig følelse af ikke rigtig at høre til nogen steder. Han blev i sin skoletid anset for at være meget talentfuld og for at have en høj intelligens. Hans evner blev aldrig udfoldet i skolen, hvor han, som følge af familiens mange flytninger, aldrig faldt til. Som teenager droppede han ud af high school og flyttede til New York. Turen hertil foregik i en sportsvogn, han fik i gik i gave af sin far. Bilen var vundet i kortspil!

I New York lykkedes det ikke Warren Zevon at tilkæmpe sig en karriere som folkesanger. Scenen var her på det tidspunkt godt besat. Det blev til enkelte jobs, mens han brugte tiden på at skrive sange. Turen gik tilbage til Los Angeles, hvor han blev ansat af pladeselskabet; White Whale Records. Selskabet ansatte ham som sangskriver, session musiker, jingle-komponist m.m.

Zevons pladedebut med duoen; lyme and cybelle.
Zevon, født i Chicago i 1947, pladedebuterede i 1966 med udgivelsen af singlen; Follow Me. Zevon havde sammen med Violet Santangelo, en ven fra High School-tiden, dannet folk-rock duoen; lyme and cybelle. De havde indgået en kontrakt med White Whale Records. Det blev kun til udgivelsen af to singler med Warren Zevon, som medlem af duoen. Han valgte selv at trække sig. Duoen fortsatte, men med en erstatning for Zevon.

B-siden af; Follow Me, indeholdt sangen; Like The Seasons. Ligesom A-siden var den skrevet af Zevon og Santangelo i fællesskab. Like The Seasons er særlig interessant, da det blev kendt i en anden og større sammenhæng. Forklaringen ligger hos White Whale Records. 

Lyme & cybelle delte pladeselskab med det kendte band; The Turtles. Gruppen var selskabets største aktiv og havde fra midten af 1960’erne og nogle år frem en række store hits som; Happy Together, She’d Rather Be with Me, Elenore og It Ain’t Me Babe. The Tuttles, opkaldt sådan for at kunne matche The Beatles og The Byrds, indspillede en coverversion af; Like The Seasons. Valget viste, at Zevon skrev gode sange.

Ligeledes indspillede Turtles en anden lyme and cybelle sang; Outside Chance, som duoen aldrig selv udgav.

Debutalbum floppede; vennerne og kolleger trådte hjælpende til
Det - delvist - selvproducerede soloalbummet; Dead or Alive, udgivet under navnet Zevon, som fulgte efter opløsningen af lyme & cybelle, blev udgivet på; Imperial Records - fra 1963 en del af; Liberty Records. Debut'en blev ikke på White Whale Records, som Zevon var tilknyttet. Selskabet havde økonomiske problemer og lukkede i 1970. Kim Fowley, en af 60’erne og 70’ernes helt store kult-producere, startede på opgaven, men sprang fra da han fandt Zevon umulig at samarbejde med. Albummet blev først udgivet i Tyskland i 1969 og året efter i USA.

Albummet gav ikke Warren Zevon den solokarriere, han satsede på. Dertil var det simpelthen for dårligt, virkede ufærdigt, og dermed blev interessen for ham ikke stor. På albummet kan tydeligt høres tendenser til den musik, der siden hen kom til at være karakteristisk for Warren Zevon.

Han blev dog, trods den udeblevne personlige karriere, i musikbranchen. Han turnerede som pianist og bandleder for The Everly Brothers. Efter brødrene gik hver til sit, arbejdede han først og fremmest for Phil Everly.

Da de, job Warren Zevon skaffede sig, ikke gav tilstrækkeligt udbytte, valgte han for en kortere periode at arbejde som bartender i Barcelona. Hurtigt tilbage til Los Angeles igen, hvor han kom til at bo som nabo til Stevie Nicks og Lindsey Buckingham, som havde kontakter til Jackson Browne.

Efter bekendtskabet med Jackson Browne, gik det stærkt. Når man sammenligner Dead or Alive, allerede titlen er sigende for Zevons tekstunivers, med det efterfølgende album, høres det, hvordan det på glimrende vis lykkedes Jackson Browne at finpudse og slibe kanterne af Zevons musik, så den fortsat bevarede sit særpræg.

Browne skaffede ham en pladekontrakt med Elektra/Asylum Records, som han selv udkom på, producerede og samlede et stærkt hold musikere; medlemmer fra Fleetwood Mac og The Eagles, Linda Ronstadt, Bonnie Raitt og Carl Wilson fra Beach Boys.  Med det selvbetitlede album fik Zevon gang i en anmelderrost karriere. Derfor regnes den for hans første reelle udgivelse. Den kommercielle succes fulgte senere.

En anden kunstner fra den californiske scene, som gav Warren Zevons karriere et skub, var Linda Ronstadt. Efter udgivelsen af Warren Zevon i 1976 opkaldte hun sin udgivelse senere på året efter Zevons sang; Hasten Down The Wind. Hendes udgave blev utrolig populær og skærpede opmærksomheden på, hvem Warren Zevon var. Linda Ronstadt har gennem sin karriere indspillet flere Zevon-sange.

Warren Zevon-udgivelsen viste hans talent som tekstforfatter og komponist.
Dette album, hvad flere anmeldere har kaldt Zevons bedste udgivelse, rummer flere af hans legendariske sange; Desperados Under Eaves, The French Inhealer, Carmelita og Poor Poor Pitiful Me

Desperados Under the Eaves omtales som en af hans bedste sange nogensinde. Ikke mindst, hvad angår teksten erkendelse af, at verdenen ikke nødvendigvis bliver bedre. Selvom, der sker en masse omkring en, hænger man fast i sin skæbne.

I was sitting in the Hollywood Hawaiian Hotel;
I was staring in my empty coffee cup.
I was thinking that the gypsy wasn’t lying:
All the salty margaritas in Los Angeles,
I’m gonna drink 'em up.

And if California slides into the ocean —
Like the mystics and statistics say it will —
I predict this motel will be standing…
Until I pay my bill.

Don’t the sun look angry through the trees?
Don’t the trees look like crucified thieves?
Don’t you feel like desperados under the eaves?
Heaven help the one who leaves.

Still wakin’ up in the mornings with shakin’ hands;
And I’m tryin’ to find a girl who understands me.
But except in dreams, you’re never really free.
Don’t the sun look angry at me?

I was sitting in the Hollywood Hawaiian Hotel;
I was listening to the air conditioner hum…
It went mm, mm, mm, mm

Look away, down Gower Avenue

How're you going to make your way in the world
When you weren't cut out for working
When your fingers are slender and frail
How're you going to get around
In this sleazy bedroom town
If you don't put yourself up for sale

Where will you go with your scarves and your miracles
Who's gonna know who you are
Drugs and wine and flattering light
You must try it again till you get it right
Maybe you'll end up with someone different every night

All these people with no home to go home to
They'd all like to spend the night with you
Maybe I would, too

But tell me
How're you going to make your way in the world, woman
When you weren't cut out for working
And you just can't concentrate
And you always show up late

You said you were an actress
Yes, I believe you are
I thought you'd be a star
So I drank up all the money,
Yes, I drank up all the money,
With these phonies in this Hollywood bar,
These friends of mine in this Hollywood bar

Loneliness and frustration
We both came down with an acute case
And when the lights came up at two
I caught a glimpse of you
And your face looked like something
Death brought with him in his suitcase

Your pretty face
It looked so wasted
Another pretty face
Devastated
The French Inhaler
He stamped and mailed her
"So long, Norman"
She said, "So long, Norman"

I hear Mariachi static on my radio
And the tubes they glow in the dark
And I'm there with her in Ensenada
And I'm here in Echo Park

Carmelita hold me tighter
I think I'm sinking down
And I'm all strung out on heroin
On the outskirts of town

Well, I'm sittin' here playing solitaire
With my pearl-handled deck
The county won't give me no more methadone
And they cut off your welfare check

Carmelita hold me tighter
I think I'm sinking down
And I'm all strung out on heroin
On the outskirts of town

Well, I pawned my Smith Corona
And I went to meet my man
He hangs out down on Alvarado Street
By the Pioneer chicken stand

Carmelita hold me tighter
I think I'm sinking down
And I'm all strung out on heroin
On the outskirts of town

Carmelita hold me tighter
I think I'm sinking down
And I'm all strung out on heroin
On the outskirts of town

I'd lay my head on the railroad tracks
And wait for the Double "E"
But the railroad don't run no more
Poor, poor pitiful me

Poor, poor pitiful me
Poor, poor pitiful me
These young girls won't let me be
Lord have mercy on me
Woe is me

Well, I met a girl in West Hollywood
I ain't naming names
She really worked me over good
She was just like Jesse James
She really worked me over good
She was a credit to her gender
She put me through some changes, Lord
Sort of like a Waring blender

Poor, poor pitiful me
Poor, poor pitiful me
These young girls won't let me be
Lord have mercy on me
Woe is me

Well, I met a girl at the Rainbow bar
She asked me if I'd beat her
She took me back to the Hyatt House
I don't want to talk about it

Poor, poor pitiful me
Poor, poor pitiful me
These young girls won't let me be
Lord have mercy on me
Woe is me

Well, I met a girl from the Vieux Carre`
Down in Yokahama
She picked me up and she throwed me down
I said, "Please don't hurt me, Mama"

Med Excitable Boys kom den ønskede succes.
Efter udgivelsen af Warren Zevon tog Jackson Browne vennen med på turne, hvor han fungerede som opvarmning. Tiden nærmede sig for en efterfølger. Browne var igen klar til at være producerer, men han fik ikke lov til at være ene om det. Guitaristen Waddy Wachtel blev tilknyttet projektet.

Warren Zevon kendte Waddy Wachtel, da han i 1972 havde hyret ham til at spille guitar på The Everly Brothers’, Stories We Could Tell. Samtidigt sluttede han sig til dem på den efterfølgende turné. Året efter spillede Wachtel guitar for Zevons naboer, Lindsey Buckingham and Stevie Nicks, på deres første album. Ligeledes her fulgtes han med på den opfølgende turné. Måske blev Wachtel tilknyttet for at skabe et mere rockende udtryk og dermed sætte Zevon fri af Jackson Brownes mere ”bløde” rock. En opgave, der lykkedes fuldt ud på albummet; Excitable Boy.

På  Excitable Boys blev der skruet lidt ned for stjernebesætningen. De fleste af musikerne var tilknyttet Jackson Brownes band; Russel Kunkel (trommer), Bob Glaub (bas), og Leland Sklar (bas). Der til kom de to trommeslagere Rick Moratto og Jeff Porcaro.

Guitaristen og produceren - også fra Los Angeles; David Lindley, arbejdede i de år, hvor Zevon var på Elektra/Asylum, med både ham og Jackson Browne. Lindley spiller nogle flotte guitarsoli på flere af Zevons sange. I 1981 dannede Lindley sit eget band i forbindelse med sit debutalbum El Rayo-X, produceret af - Jackson Browne.

Gav Excitable Boy Zevon et kommercielt gennembrud, var anmelderne knap så begejstret denne gang. Det viser en anmeldelse fra Allmusic:

“Musically, most of Excitable Boy is stuck in a polished but unexceptional FM pop groove, and only "Veracruz" hints at the artful intelligence of Warren Zevon's finest moments. It's hard to say if Zevon was feeling uninspired or just dumbing himself down when he made Excitable Boy, but while it made him famous, it lacks the smarts and substance of his best work”.

En efter min mening hård bedømmelse. Excitable Boy rummer flere fine sange, og den skal absolut regnes blandt hans bedste udgivelser.

Sange fra albummet: Roland the Headless Thompson Gunner , Lawyers, Guns and Money, Excitable Boy.

Roland the Headless Thompson Gunner
Roland was a warrior from the Land of the Midnight Sun
With a Thompson gun for hire, fighting to be done
The deal was made in Denmark on a dark and stormy day
So he set out for Biafra to join the bloody fray

Through sixty-six and seven they fought the Congo war
With their fingers on their triggers, knee-deep in gore
For days and nights they battled the Bantu to their knees
They killed to earn their living and to help out the Congolese

Roland the Thompson gunner...

His comrades fought beside him - Van Owen and the rest
But of all the Thompson gunners, Roland was the best
So the CIA decided they wanted Roland dead
That son-of-a-bitch Van Owen blew off Roland's head

Roland the headless Thompson gunner
Norway's bravest son
Time, time, time
For another peaceful war
But time stands still for Roland
'Til he evens up the score
They can still see his headless body stalking through the night
In the muzzle flash of Roland's Thompson gun
In the muzzle flash of Roland's Thompson gun

Roland searched the continent for the man who'd done him in
He found him in Mombassa in a barroom drinking gin
Roland aimed his Thompson gun - he didn't say a word
But he blew Van Owen's body from there to Johannesburg

Roland the headless Thompson gunner...
The eternal Thompson gunner
still wandering through the night
Now it's ten years later but he still keeps up the fight
In Ireland, in Lebanon, in Palestine and Berkeley
Patty Hearst heard the burst of Roland's Thompson gun and bought it

En liveindspilning fra et David Letterman Show.

Well, I went home with the waitress
The way I always do
How was I to know
She was with the Russians, too

I was gambling in Havana
I took a little risk
Send lawyers, guns and money
Dad, get me out of this

I'm the innocent bystander
Somehow I got stuck
Between the rock and the hard place
And I'm down on my luck
And I'm down on my luck
And I'm down on my luck

Now I'm hiding in Honduras
I'm a desperate man
Send lawyers, guns and money
The shit has hit the fan

Excitable Boy
He went down to dinner in his Sunday best
"Excitable boy," they all said
And he rubbed the pot roast all over his chest
"Excitable boy," they all said
Well, he's just an excitable boy

He took in the 4 A.M. show at the Clark
"Excitable boy," they all said
And he bit the usherette's leg in the dark
"Excitable boy," they all said
Well, he's just an excitable boy
Hey

He took little Suzie to the Junior Prom
"Excitable boy," they all said
And he raped her and killed her, then he took her home
"Excitable boy," they all said
Well, he's just an excitable Boy

And after ten long years they let him out of the home
"Excitable boy," they all said
And he dug up her grave and built a cage with her bones
"Excitable boy," they all said
Well, he's just an excitable boy
Hey

Bad Luck Streak in Dancing School: Nok mit favorit album
Warren Zevon fik sin berømmelse, men den havde også sin pris. Med berømmelse fulgte et alkohol- og stofmisbrug, men inden indspilningen af albummet gennemgik Zevon et vellykket afvænningsprogram.

Dette fjerde album fik tekstmæssigt et andet udtryk end de tidligere albums. Væk var de dystre og ironiske tekster - og egentlig også humoren. Disse Zevon ”dyder” blev erstattet af det mere nære og følelsesmæssige; en undren over livet.

Waddy Wachtel var som producer blevet erstattet af Greg Ladanyi. Som guitarist medvirkede han på to numre, ellers var guitaren blevet overtaget af Joe Walsh, David Lindley, Bruce Springsteen og Jackson Browne

Albummet fik følgende ord med på vejen af Allmusic, som fortsat ikke er helt tilfreds:

“While Bad Luck Streak in Dancing School didn't quite return Zevon to the top of his game, it made clear that the quality of Warren Zevon was no fluke, and is a stronger effort than Excitable Boy in nearly every respect”.

Sangen; Bad Luck Streak in Dancing School, er fortællingen om de forventninger omgivelserne har til en, de repressalier, der kommer, når man fejler, og ikke mindst den selvbebrejdelse, der følger ned nederlaget. Den selvbiografiske kærlighedssang; Emty-Handed Heart, handler om skilsmissen fra Crystal Zevon på grund af hans alkoholisme og stofmisbrug.

Særlig er sangen; Jeannie Needs a Shooter, som Bruce Springsteen oprindeligt skrev til udgivelsen; Born to Run, men som ikke kom med. I 1972 var sangen i en akustisk udgave på setlisten til Bruce Springsteens koncerter. Warren "fik" sangen og skrev en ny tekst til den.

Teksten er et godt eksempel på alle de elementer, Zevon har med i sine sange: Uopnåelig kærlighed, klasseforskelle, amerikansk våbenkultur, referencer til amerikansk historie.

Bruce Springsteen udgav sin version af den i 2020 på albummet; Letter To You.

Bemærk det lille stykke klassiske musik, komponeret af Zevon, der indleder sangen. En overgang havde han tanker om at blive klassisk pianist.

Bad luck streak in dancing school
Down on my knees in pain
Bad luck streak in dancing school
Swear to God I'll change
Swear to God I'll change
Swear to God I'll change
Swear to God I'll change
Pauline, don't make me beg

Bad luck streak in dancing school
Down on my knees in pain
I've been acting like a fool
Pauline I swear I'll change
Down on my knees in pain
Down on my knees in pain
Down on my knees in pain
Down on my knees in pain

Bad luck streak in dancing school
Down on my knees in pain
I've been breaking all the rules
Swear to God I'll change
Swear to God I'll change
Swear to God I'll change
Swear to God I'll change
Swear to God I'll change

Down on my knees in pain
Down on my knees in pain
Down on my knees in pain
Down on my knees in pain

All these empty places, I try so hard to fill
Will I find another love? I pray to God I will
Girl, we had some good times, time does not stand still
It's rolling like a rock slide, down the hill

I've met someone I care for, I know she cares for me
Will I fall in love again? It's a possibility
But, girl, we had some good times, that time cannot undo
No one will ever take the place of you

Heart jinxed condition, never sure how I feel
Trying to separate the real thing, from the wishful thinking
Sometimes I wonder if I'll make it without you
I'm determined to, I'll make my stand
And if after all is said and done
You'll only find one special one

(Remember when we used to watch the sun set in the sea)
Then I've thrown down diamonds in the sand
(You said you'd always be in love with me)
Then I've thrown down diamonds in the sand
(All through the night we danced and sang)
Then I've thrown down diamonds in the sand
(Made love in the mornings while the church bells rang)
Then I've thrown down diamonds in the sand

I was born down by the river where the dirty water flows
And the cold wind cut through me, it cut right through my clothes
And the anger and the yearning, like fever in my veins
Set the fire burning

She came down from Knightstown with her hands hard from the line
From the first time I laid eyes on her
I knew that she'd be mine
Her father was a lawman, he swore he'd shoot me dead
'Cause he knew I wanted Jeannie and I'd have her like I said

Jeannie needs a shooter
Shooter like me
Jeannie needs a shooter
Shooter on her side
Jeannie needs a shooter

We met down by the river, on the final day in May
And when I leaned down to kiss her, she did not turn away
I drew out all my money and together we did vow
To leave that very evening and get away somehow

Jeannie needs a shooter
Shooter like me
Jeannie needs a shooter
Shooter on her side
Jeannie needs a shooter

The night was cold and rainy down by the riverside
I was riding hard to meet her when a shot rang out behind
As I lay there in the darkness with a pistol by my side
Jeannie and her father rode off into the night

Jeannie needs a shooter

Zevons version af sangen ligger langt fra Bruce Springsteens:

Janey Needs A Shooter
Well Janey's got a doctor who tears apart her insides
He investigates her and silently baits her sighs
He probes with his fingers but knows her heart only through his stethoscope
His hands are cold and his body's so old
Janey turns him down like dope

Janey needs a shooter now
A shooter like me on her side
Janey needs a shooter now
A shooter man who knows her style
The way that I know her style

Well Janey's got a priest, from his marble pulpit he smiles
He provides consolation and he hears her confession at any time
In the pages of his Bible, he holds from what Janey hides
And with her doors open wide, she begs, "Come inside"
But he's been frozen so long on the outside

Janey needs a shooter now
A shooter like me on her side
Janey needs a shooter now
A shooter man who knows her style
The way that I know her style

Well Janey's got a cop who lives around the block
And checks on her every night
And her skin would turn pale as the siren he'd wail outside
When he knew I was inside
Janey's small and sometimes he scared her
So I held her real close, she was more saint than a ghost
And told her I so long had been prepared for her

Janey needs a shooter now
A shooter like me on her side
Janey needs a shooter now
A shooter man who knows her style
Janey needs a shooter now
A shooter like me on her side
Janey needs a shooter now
A shooter man who knows her style
The way that I know her style
A man who knows her style
The way that I know her style
A man who knows her style
The way that I know her style
A man who knows her style
The way that I know her style
A man who knows her style
The way that I know her style
A man who knows her style
The way that I know her style
A man who knows her style
The way that I know her style

Nedtur, sidste album på Elektra og skiftet til Virgin Records.
Efterfølgeren til Bad Luck Streak in Dancing School; The Envoy, blev udgivet i 1982. Efter endnu en nedtur forstod Zevon at kanalisere sine erfaringer ind i tilgangen til sin musik. På albummet konfronterede han sine indre dæmoner.

Albummet var, som det forrige, produceret af Warren Zevon selv i samarbejde med Greg Ladanyi og sammen med Waddy Wachtel, der igen var tilbage bag mixerpulten.

Med The Envoy præsenterede Warren Zevon og holdet bag produktionen, i nogle af sangene, et nyt lydbillede, men bevarede samtidigt kontinuiteten fra tidligere albums. Det var muligt som følge af, at en eller flere fra holdet bag den tidligere udgivelser altid fulgte med til den næste. Ikke mindst Zevon selv!

Flere af sangene på The Envoy blev tilført en ”moderne” og dominerende synthesizer-lyd suppleret med en mekanisk fremtrædende trommelyd. Zevon spillede selv synthesizer. Var forandringen et krav fra pladeselskaber i håb om at tiltrække et bredere publikum til Zevons udgivelser?

Tendensen høres allerede på åbningsnummeret; The Envoy, som uden sammenligning må være den mest direkte politiske sang Zevon har skrevet. Teksten beskriver meget indsigtsfuldt situationen i Mellemøsten i 1982, hvor USA var stærkt engageret.

Ellers kredser teksterne omkring Zevons egen situation gennem de mange nedture pga. misbrug af alkohol og stoffer.

The Envoy blev ikke en kommerciel succes og Elektra/Asylum fyrede Zevon. Der skulle gå fem år, inden der kom et nyt album fra Warren Zevon.

Nuclear arms in the Middle East
Israel is attacking the Iraqis
The Syrians are mad at the Lebanese
And Baghdad does whatever she please
Looks like another threat to world peace
For the envoy

Things got hot in El Salvador
CIA got caught and couldn't do no more
He's got diplomatic immunity
He's got a lethal weapon that nobody sees
Looks like another threat to world peace
For the envoy
Send the envoy
Send the envoy

Whenever there's a crisis
The President sends his envoy in
Guns in Damascus
Oh, Jerusalem

Nuclear arms in the Middle East
Israel is attacking the Iraqis
The Syrians are mad at the Lebanese
And Baghdad do whatever she please
Looks like another threat to world peace
For the envoy
Send the envoy . . .
Send for me

Charlie dealt in pharmaceuticals
Charlie used to sell me pills
Yesterday his sister called to tell me
He'd been killed

Some respectable doctor from Beverly Hills
Shot him through the heart
Charlie didn't feel a thing
Neither of them did
Poor kid

Charlie dealt in pharmaceuticals
He sold those expensive drugs
I gave Charlie all my money
What the hell was I thinking of?

Charlie had to take his medicine
Charlie got his prescription filled
I came to say goodbye
I'm sorry Charlie died
I came to finish paying my bill
I came to finish paying my bill
I came to finish paying my bill
I came to finish paying my bill

Charlie dealt in pharmaceuticals
Charlie used to sell me pills
Yesterday his sister called to tell me
He'd been killed

Charlie had to take his medicine
Charlie got his prescription filled
I came to say goodbye
I'm sorry Charlie died
I came to finish paying my bill
I came to finish paying my bill
I came to finish paying my bill
I came to finish paying my bill

When my Mama met my girl, she took me aside
She's a soft-spoken woman but she speaks her mind
She said "De de de de de de de de de de"
Let nothing come between you
De de de de de de de de de de
Don't let nothing come between you"
I went to see my friend to ask his advice
He just smiled and, "She's good around the eyes."
But I'd already made up my mind
Let nothing come between us

There are frustrated people in town
Who might envy us and try to bring us down
We know they don't really mean any harm
That doesn't mean we've gotta let 'em hang around

Got the license--got the ring
Got back the blood tests and everything
Putting on my boutonniere--It's her favorite flower
Then I'm walking down the altar and I'm gonna take the vow
De de de de de de de de de de
Don't let nothing come between us
De de de de de de de de de de
Don't let nothing come between us

There are frustrated people in town
Who might envy us and try to bring us down
We know they don't really mean any harm
That doesn't mean we've gotta let 'em hang around

I have advice for the young and old
If I may be so bold
When you find someone to have and hold
Don't let nothing come between you
De de de de de de de de de de
Get together and let nothing come between us
De de de de de de de de de de
Get together and let nothing come between us

En pause, et givende sideprojekt og nyt album
Efter fem år uden en indspilning i eget navn, var der i 1987 med; Sentimental Hygiene, nyt fra Warren Zevon på nyt pladeselskab; Virgin.

Tiden havde Zevon bl.a. brugt til at finde nye musikalske samarbejdspartnere. Bærende kræfter på indspilningen var tre nye musikere; alle fra bandet R.E.M. Der var tale om Peter Buck, guitar, Bill Berry, trommer og på bas Mike Mills. De tre havde, som et sideprojekt, spillet sammen med sangeren Bryan Cook ved en koncert i 1984 under navnet; Hindu Loves Gods.

Ved den anden koncert samme år kom R.E.M.s sanger Michael Stipe med på vokal og Warren Zevon på keyboard og guitar. Zevon kendte R.E.M. gennem Peter Buck fra dennes universitetstid.

Dagen inden den anden koncert, fire i alt blev det til, gik/Berry/Buck/Mills/Cook og Zevon i studiet for at indspille en single; Gonna Have a Good Time Tonight (en Easybeat-sang) og Narrator, skrevet a Bill Berry, som R.E.M. spillede live, men ikke indspillede. Singlen blev udgivet i 1986. Indspilningen fandt sted under navnet; Hindu Love Gods

I august 1987 udgav Zevon sit 6. soloalbum; Sentimental Hygiene. Også denne gang havde Warren Zevon fået nye medproducere; Andrew Slater og Niko Bolas.

Interessant er det, at det midlertidige samarbejde med Mills, Berry og Buck i; Hindu Love Gods, åbenbart gav Zevon lyst til at arbejde videre med de tre i eget navn. Sammen med Zevon på guitar og keyboards udgjorde de grundstammen af studiemusikerholdet. Derudover var gæstelisten - endnu engang - lang: Mike Campell og Stan Lynch fra Tom Petty and The Heartbreakers, Bob Dylan, Don Henley, Jennifer Warnes, Mike Stipe m.fl.

Medvirken fra de tre R.E.M.-musikere, der på det tidspunkt var på vej mod deres store gennembrud med albummet Document, synes ikke at sætte det store musikalske præg på albummet. På sin vis er Sentimental Hygiene mere rockende end de tidligere Zevon-udgivelser. På den anden side kan det siges, at det heldigvis var et typisk Zevon album, men med en mere tidssvarende 80’er-lyd. Hvilket sikkert skyldtes det nye producerhold.

Mit overordnede indtryk af albummet er, at det på sine steder i lydbilledet minder mere om Bruce Springsteens end om R.E.M.’s. Tekstmæssigt holder det status.

Zevon får her hæftet støtte af Neil Young på guitar.

Every day I get up in the morning and go to work
And do my job-whatever
I need some
Sentimental Hygiene
Everybody's at war these days
Let's have a mini-surrender
I need some Sentimental hygiene

Everybody's had to hurt about it
No one wants to live without it
It's so hard to find it
Sentimental hygiene

Every night I come home exhausted
From trying to get along
I need some
Sentimental hygiene

Some nights I drive my car
Up and down the boulevard
It's so hard to find it
Sentimental hygiene

Everybody's had to hurt about it
No one wants to live without it
It's so hard to find it
Sentimental hygiene

Some nights I drive my car
Up and down the boulevard
It's so hard to find it
Sentimental hygiene
Sentimental hygiene
I need some Sentimental hygiene

Bob Dylan medvirker på mundharmonika

I was born in '63
Got a little job in the factory
I don't know much about Kennedy
I was too busy working in the factory

We got a kid that's two, we got another one due
We get by the best we can do
The factory's got a good medical plan
And, cousin, I'm a union man
Saying, "Yes, sir, no, sir
Yes, sir, no, sir
Yes, sir, no, sir"
Work!

I was born in Mechanicsburg
My daddy worked for Pontiac 'til he got hurt
Now he's on disability
And I got his old job in the factory
Saying, "Yes, sir, no, sir
Yes, sir, no, sir
Yes, sir, no, sir"
Work!
Yeah

Ooh
Ooh-ooh-ooh

Early in the morning, I feel a chill
The factory whistle blows loud and shrill
I'd kill my wife or she'd kill me
But we gotta go to work in the factory
Six days a week at the factory
Up early in the morning at the factory
I've been working in the factory
Johnny, I've been working in the factory
Kickin' asbestos in the factory
Punchin' out Chryslers in the factory
Breathin' that plastic in the factory
Makin' polyvinyl chloride in the factory
Yeah

I woke up this morning and I fell out of bed
Trouble waiting to happen
Should've quit while I was ahead
Trouble waiting to happen
I turn on the news to the Third World War
Open up the paper to World War Four
Just when I thought it was safe to be bored
Trouble waiting to happen
Trouble waiting to happen

The mailman brought me the Rolling Stone
Trouble waiting to happen
It said I was living at home alone
Trouble waiting to happen
I read things I didn't know I'd done
It sounded like a lot of fun
Well, I guess I've been bad or somethin'
Trouble waiting to happen
Trouble waiting to happen

Trouble waiting to happen
Teardrops ready to start
Trouble waiting to happen
To my heart

This just ain't gon' be my day
Trouble waiting to happen
Things just ain't gonna go my way
Trouble waiting to happen
My day was over by a quarter to ten
I climbed right back into bed again
I'd write this down if I could hold a pen
I might get better but I don't know when
And so I'm gonna wait right here 'til then
Trouble waiting to happen
Trouble waiting to happen

Trouble waiting to happen
Teardrops ready to fall
Trouble waiting to happen
To us all

Trouble waiting to happen
Trouble waiting to happen
Huh, huh
Trouble waiting to happen
Trouble waiting to happen

Shadows falling in the noonday sun
Blue feeling to the maximum
Look what happens when you love someone
And they don't love you

The heartache
The risk you run
The chance you take
When you love someone
And the sorrow
For the lonely one
When the heartache comes

Never thought I'd be alone like this
Guess I should have been a realist
That's the trouble with relationships
They end too soon

And the heartache
The risk you run
The chance you take
When you love someone
And the sorrow
For the lonely one
When the heartache comes
And the darkness falls
And the rain comes down
In the midst of spring
There's a sadness in the heart of things

And the heartache
The risk you run
The chance you take
When you love someone
And the sorrow
For the lonely one
When the heartache comes

Shadows falling in the noonday sun
Blue feeling to the maximum

En afstikker i indspilning blev til udgivelsen: Hindu love Gods.
Omkring halvvejs i arbejdet med Sentimental Hygiene holdt bandet en pause fra planen og indspillede i løbet af en nat 10 coversange. Hovedsagelig bluesklassikere, et countrynummer og en Prince-sang.

Nattens indspilninger blev først udgivet i 1990 under navnet; Hindu Loves Gods på Zevons selskab, Giant. Efter sigende var det Zevons manager, der pressede på for at få optagelserne udgivet. Hvad de øvrige tre accepterede.

Princes; Raspberry Beret

En chance til på Virgin Records, og så sluttede den kontrakt.
Sentimental Hygiene blev ikke den store salgssucces, albummet nåede en 63. plads på den amerikanske Billboard-liste. men ren musikalsk blev den an anmelderne rost valgte at give Zevon endnu en chance. I 1989, året hvor Berlinmuren faldt, udsendte Virgin Records Zevon-albummet; Transverse City. Der blev ikke sparet på kræfterne for at lave en kommerciel succes. Følgende blev bl.a. hentet ind i studie: Neil Young, Jerry Garcia (Grateful Dead), Mike Campbell, David Gilmour og Chick Corea.

Udgivelsen, som var et konceptalbum om en verden i kaos og forfald, blev ikke mindre end en fiasko og et farvel til Zevon fra Virgins side.

Transverse City er ikke nærmere omtalt her , men vil blive senere i et særskilt indlæg.

Show-værten, David Letterman, var en ven og stor musikalsk beundrer
David Letterman, Late Night With Dave Letterman (NBC) og Late Show with David Letterman (CBS), var en ven og stor beundrer af Warren Zevon, hvad der kom til udtryk i hans deltagelse i flere af Lettermans shows. Første gang var i 1982. Enten som gæst eller som leder for showets band, når Paul Shaffer ikke kunne. Især i 1990’erne, hvor det ikke gik så godt med Zevons karriere, var han en flittig gæst hos Letterman.

Den 30 oktober 2002, kort tid efter Warren Zevon var blevet erklæret terminal med diagnosen lungekræft, var han gæst hos David Letterman. Ved denne lejlighed ændrede Letterman for første og sidste gang på formatet af sit show. Fra normalt at have to gæster i studie, blev Warren Zevon den eneste.

Showet er på grund af den humoristiske tone, ærligheden og nærværet mellem Zevon og Letterman absolut seværdigt.

Nærværet mellem de to er enestående, og samtalen har en form, som om den fandt sted i en af de tos dagligstuer. Langt fra de mere opskruede og hektiske samtaler Letterman ofte havde med sig gæster. Her er det to nære venner, der samtaler.

Zevon spillede tre framragende sange, som afslutning på showet: Mutineer, titlen på hans album fra 1995, Genius, fra hans 2002-udgivelse; My Ride's Here og Roland the Headless Thompson Gunner, from Excitable Boy.

Det kan anbefales at lytte til dem.

Zevon i sit sidste Letterman Show, oktober 2002.

Showet denne aften, som startede meget humoristisk, er blevet kendt for, hvad der senere er blevet en ikonisk replik fra Warren Zevon. Letterman spurgte Zevon, hvad forskellen var på at lave musik før og under hans cancer-diagnose? Til det svarede Zevon:

"You're reminded to enjoy every sandwich and every minute playing with the guys, and being with the kids."

Udtrykket; Enjoy every Sandwich er senere blevet brugt adskille gange, som symbol på Warren Zevons tilgang til livet - og døden.

I det første David Letterman Late Show efter Zevons død startede han de første 12 minutter med at mindes Zevon og fortalte, hvordan han ved sine mange optrædener havde sat sit præg på showet. Som gæst optrådte han 14 gange, og han havde mindst 20 optrædener som leder af showets band.

På et spørgsmål, som Letterman havde fået om, hvorfor han kunne lide Warren Zevons musik svarede han:

” It was so exciting, thundering, rhythmic and unusual. The lyrics, oh my God, they were so vivid and very evocative. It was like watching a movie picture”

The Wind: Det sidste album fra Warren Zevon.
Efter diagnosen, som gav Zevon fem måneder at leve i, startede han på, hvad der blev hans sidste album. Det udkom to uger før hans død i september 2003. Albummet vandt en Grammy Award for Best Contemporary Folk Album samt en for Best Rock Vocal Performance.

Ud af albummets 11 sange er et af dem en cover-udgave af, ja!: Bob Dylans; Knockin’ On Heavens Door. Et udtryk for Zevons ironi? Tre sange står Zevon selv for. De resterende syv har han skrevet i samarbejde med Jorge Calderón.

Den musikalske forandring og kontinuitet i forhold til Zevons tidligere albums bør tillægges samarbejdet med den puertoricanske musiker; Jorge Calderón, som spiller; guitar, bas og percussion. Han har medvirket på Zevons album siden 1976. Kun ét har han ikke medvirket på. Calderón har selv udgivet to albums. Et i 1975 og et i 2018. Hyldestudgivelsen til Zevon: Enjoy Every Sandwich, blev produceret af Calderón.

I samarbejde med Zevon producerede Jorge Calderón albummet og hjalp Zevon med at gøre tekster og melodier færdige. Derfor er han krediteret de syv af sangene Tilblivelsen og færdiggørelsen af teksterne skete ofte i lange telefonsamtaler mellem de to.

Vennerne strømmede til for at hjælpe med albummet, især med det vokale.
Den alvorlige sygdomsperiode gjorde Zevons stemme mindre udtryksfuld, end den var tidligere. I den sammenhæng understøttede baggrundsvokalerne effektfuldt hans stemme.  Som baggrundsvokal høres bl.a.; Billy Bob Thornton, Dwight Yoakam, Bruce Springsteen, Don Henley, Timothy B. Schmit, Jackson Browne, Emmylou Harris og Tom Petty.

Og så spilles der i øvrigt en rigtig god guitar på flere af sangene. Især Joe Walshs rå lyd på; Rub Me Raw, Bruce Springsteen på; Disorder In The House, og Mike Campbell på; Rest Of The Night, skal nævnes.

Tekstmæssigt kredser sangene omkring livet, døden, afskeden og kærligheden. Uden, at Zevon selv er i centrum. Mange med et selvironisk glimt i øjet, så det hele ikke bliver for patetisk.

Warren Zevon med Bruce Springsteen på vokal og guitar

Disorder in the house
The tub runneth over
Plaster's falling down in pieces by the couch of pain

Disorder in the house
Time to duck and cover
Helicopters hover over rough terrain

Disorder in the house
Reptile wisdom
Zombies on the lawn staggering around

Disorder in the house
There's a flaw in the system
And the fly in the ointment's gonna bring the whole thing down

The floodgates are open
We've let the demons loose
The big guns have spoken
And we've fallen for the ruse

Disorder in the house
It's a fate worse than fame
Even the Lhasa Apso seems to be ashamed

Disorder in the house
The doors are coming off the hinges
The earth will open and swallow up the real estate

I just got my paycheck
I'm gonna paint the whole town grey
Whether it's a night in Paris or a Fresno matinee

It's the home of the brave and the land of the free
Where the less you know the better off you'll be

Disorder in the house
All bets are off
I'm sprawled across the davenport of despair

Disorder in the house
I'll live with the losses
And watch the sundown through the portiere

Tom Petty medvirker her på baggrundsvokal.

Why stop now? Let's party the rest of the night!
Seven o'clock, Eight o'clock, Nine o'clock. Ten
You wanna go home? Why? Honey, When?
We may never get this chance again!
Let's party for the rest of the night!

Yeah, Yeah! Oh, Yeah! Let's party for the rest of the night!
Yeah, Yeah! Oh, Yeah! Let's party for the rest of the night!

Why leave now? Let's party for the rest of the night!
Eleven o'clock, Twelve o'clock, One o'clock, Two
Me tired? Well boo-hoo!
I'm starting to fall in love with you
Let's party for the rest of the night!

Yeah, Yeah! Oh, Yeah! Let's party for the rest of the night!
Yeah, Yeah! Oh. Yeah! Let's party for the rest of the night!

Why slow down? Let's party for the rest of the night!
Three o'clock, Four o'clock, Five o'clock, Six
Let's throw it all into the mix and open up our bag of tricks
And party for the rest of the night!

Oh, Yeah! Yeah, Yeah! Let's party for the rest of the night!
Oh, Yeah! Yeah, Yeah! Let's party for the rest of the night!

We never had an issue! We never had a fight!
Someone must be doing something right!

Yeah, Yeah! Oh, Yeah! Let's party for the rest of the night!
Yeah, Yeah! Oh, Yeah! Let's party for the rest of the night!

Ry Cooder spiller guitar og Billy Bob Thornton samt Dwight Yoakam synger baggrundsvokal

Some days I feel like my shadow's casting me
Some days the sun don't shine
Sometimes I wonder what tomorrow's gonna bring
When I think about my dirty life and times

One day I came to a fork in the road
Folks, I just couldn't go where I was told
Now they'll hunt me down and hang me for my crimes
If I tell about my dirty life and times

I had someone 'til she went out for a stroll
Should have run after her
It's hard to find a girl with a heart of gold
When you're living in a four-letter world

And if she won't love me then her sister will
She's from Say-one-thing-and-mean-another's-ville
And she can't seem to make up her mind
When she hears about my dirty life and times

Some days I feel like my shadow's casting me
Some days the sun don't shine
Sometimes I wonder why I'm still running free
All up and down the line

Gets a little lonely, folks, you know what I mean
I'm looking for a woman with low self-esteem
To lay me out and ease my worried mind
While I'm winding down my dirty life and times

Who'll lay me out and ease my worried mind
While I'm winding down my dirty life and times

I close my eyes, you reappear
I always carry you inside, in here
I fall asleep, you come to me
And once again our love is real

How could I have let you get away
Why couldn't I have found a way to say

"Tu eres el amor de mi vida [You are the love of my life]
Si solo te pudiera encontrar [If only I could find you]
Con todo el corazon te diria [With all my heart I would tell you]
Tu eres mi amor de verdad" [you are my true love]

I look outside, I know you're there
And you've found a brand new life somewhere
I only wish it had been us
But I'm happy for your happiness

How could I ever let you go
How will I ever let you know

"Tu eres el amor de mi vida [You are the love of my life]
Si solo te pudiera encontrar [If only I could find you]
Con todo el corazon te diria [With all my heart I would tell you]
Tu eres mi amor de verdad" [you are my true love]

"Tu eres mi amor, [You are my love]
tu eres mi amor, [You are my love]
tu eres mi amor de verdad" [You are my true love]

"Tu eres mi amor, [You are my love]
tu eres mi amor, [You are my love]
tu eres mi amor de verdad" [You are my true love]

Dagen efter Warren Zevons død blev han mindet i David Letterman show

Warren sidste udgivelse kan passende afsluttes med Allmusics, denne gang mere formildende, ord:

"The Wind feels less like a grand final statement of Warren Zevon's career than one last walk around the field, with the star nodding to his pals, offering a last look at what he does best, and quietly but firmly leaving listeners convinced that he exits the game with no shame and no regrets"

Nåede posthumt den anerkendelse, som han fortjente.
Warren Zevon blev optaget i Rock and Roll Hall of Fame i 2025. Han blev indlemmet i kategorien; Musical Influence. Hvem introducerede ham ved den lejlighed? Naturligvis David Letterman!

Den sidste Zevon-sang i dette indlæg kan passende være: Rub Me Raw:

Van Morrison: Born to sing - No plan B

Overskriften på dette indlæg referer til et Van Morrison album fra 2012: Born to Sing – No Plan B. Titlen er meget sigende for hans tilgang til livet og den nødvendighed han tillægger sin sangskrivning og alt omkring den. At musikken for ham er livets omdrejningspunktet, bekræfter han ofte i sine tekster og på albumtitler. I 2016 udkom albummet: Keep me singing, og i 1974 udgav ham live-lp'en: It's too late to stop now. Med oprettelsen af Exile Production Limited i 1993 fik Van Morrison ene og alene fuld kontrol over aller aspekter knyttet til sine musikalske aktiviteter. Dermed blev han ikke begrænset i at gøre det, han gerne vil.

Dette indlæg er en række nedslag i Van Morrisons udgivelser i sin snart 60-årige lange solokarriere fra 1967 og frem til idag. Nedslagene, ikke nødvendig kronologisk, er udgivelser, som jeg er begejstrer, og som jeg mener har betydning for Morrison for mange musikalske retninger. Samtidigt er det en fortælling om min relation til Van Morrisons musik og om, hvorfor han er en af mine, nok den største, favoritkunstner.

Glæden over at lytte til den seneste Van Morrison udgivelse: Somebody Tried to Sell Me a Bridge har fået mig til at tænke nærmere over mit forhold til Van Morrisons musik og over, hvordan jeg gennem årene har nærmet mig hans musik.

Siden 1980’erne har jeg lyttet med på alle de Van Morrison album, han har udgivet. Hans udgivelser før denne periode, kendte jeg, på nær et par få, meget sporadisk. Dem har jeg nu taget fat på at lytte til samtidig med, at jeg mere indgående er begyndt at lytte til hans tekster, som jeg før kun kendte overfladisk som: Mystiske, uforståelige og indadvendte. Min syn på hans tekstunivers er blevet langt mere nuanceret og har åbnet sig op for et indhold af langt mere almene temaer præget af daglige livsforhold.

Stærkt på vej tilbage efter nedtur under Covid-19 pandemien
I januar kom igen et nyt album fra en af mine absolutte favorit kunstner: Det nordirske energibundt, rent sangerskrivermæssigt, fra Belfast; Van Morrison. Denne gang et dobbelt cd-album: Somebody Tried to Sell Me a Bridge.  Ifølge ”statistikere” hans studiealbum nummer 48. Tælles alle hans udgivelser med, svinger antallet mellem 51-59 alt efter, hvilke kriterier der ligger til grund for sammentællingen i hans lange solokarriere.

Den startede, da han i 1966 forlod det nordirske R&B- band; Them, med hvem Morrison udgav, hvad der senere er blev til to legendariske album. Morrison blev hurtigt omdrejningspunktet i Them på grund af sin karakteristiske R&B-agtige stemme, som Kim Skotte skrev følgende om i Politiken:

”…… stemmen er stadig forbløffende vital og hans helt egen. Der er et smæld i hans appel og en sjælfuld følsomhed i fraseringerne, der gør Van Morrison til en sand ener. Den tætbyggede lille mand formummet bag soulmusikkens solbriller og pork pie-hat ligner unægtelig noget af en gnavpot, men når han åbner munden ... Jesus! Ingen synger som Van Morrison.
Politiken: Kim Skotte 31. august 2025

Efter Morrisons brud med Them, fortsatte bandet endnu nogle år, men i en stil langt væk fra tiden med Morrison. Van Morrison har udgivet kontinuerligt og driftssikkert siden sit ”første” soloalbum fra 1967. Det er blevet til mindst en årlig udgivelse siden da og til i dag. Flere år er det blevet til to, især siden 2017. Ikke alle er lige interessante og et par stykker, synes jeg, forekommer ikke særligt vedkommende og oplagte.

Når jeg tænker efter og lige har afsluttet lytningen af en uendelig mange udgivelser, synes jeg egentlig ikke at Van Morrison har udgivet, hvad jeg vil kalde dårlige albums, men under Covid 19-pandemien ramte han med sin vred over nedlukningerne et decideret lavpunkt. Manden følte sig i den grad spærret inde og forhindret i sine aktiviteter: Born to sing - No plan B

Er overproduktionen måden, manden, der bliver 80 i august, kan holde sig i gang på, så er det OK for mig. Ind imellem viser han sig fra sin stærke bluesmæssige side, hvad jeg godt lide, og det er netop tilfældet med: Somebody Tried to Sell Me a Bridged.

Udgivelsen er i første omgang udkommet på cd med en spilletid på 1 time og 19 minutter! I juni kommer den på lp. Somebody Tried to Sell Me a Bridged blev jeg straks begejstret for. Den swinger godt, Van Morrison synger fremragende og bandet spiller tæt sammen. Og så kommer det store MEN, som altid indikerer, at det, man netop har udtrykt i sætningen før, ikke passer: Albummet er simpelthen for langt til at høre i et ”take”. Gentagelserne begynder efter 30-40 min at sætte sig igennem, og jeg har svært ved at fastholde interessen. Ærgerligt, at der skal fyldes så meget på. Morrison forstår at udnytte cd-mediet til det yderste. Der har været brug for en, der har kunnet skære igennem og fortælle ”Van The Man”, at en heftig redigering af albummet var nødvendigt. Det er nok en illusion, at det nogensinde vil ske.

Titelnummeret, som også åbner udgivelsen, er skrevet af Van Morrison:

Med den position og den kontrol han udøver gennem, Exile Productions, sidder han tungt på det hele. På den anden side er det fantastisk, at han besidder alt den energi til at konstant at skabe og udgive sange. Så må vi lyttere vælger det, vi kan rumme og synes bedst om. Der er nok at tage af og altid nyt at høre i musik og tekster.

Interessant ved, Somebody Tried to Sell Me a Bridge, er, at Van Morrison løbende får assistance af prominente gæstemusikere som Taj Mahal, Buddy Guy og Elvin Bishop. Morrison har tidligere indspillet med både Taj Mahal og Buddy Guy, og det er noget ganske usædvanligt, at de bliver inviteret til at synge samme med Van Morrison. Taj Mahal synger med på fire sange.

Albummet indeholder 20 sange. Heraf har Van Morrison skrevet 4. De øvrige er stort set klassiske traditionelle bluessange.

Buddy Guy giver sit bidrag med på to sange. Begge bluesklassikere

Hvordan Elvin Bishop, der spiller guitar på seks skæringer, er havnet i dette selskab kan umiddelbart undre, men det viser sig, at Van Morrison i 1977 spillede sit nummer Domino med Elvin Bishop Band i tv-showet: The Midnight Special.
Den fælles optræden må have gjort stor indtryk på Van Morrison, siden han så mange år efter henter Bishop ind til en indspilning.

Når jeg lytter til albummet, deler jeg det altid op i to afdelinger. Så er det lige friskt, hver gang jeg hører det.

Med udgivelsen af: Somebody Tried to Sell Me a Bridge, viser Van Morrison, at han efter Covid 19-pandemien er stærkt på vej tilbage på toppen efter en nedtur og har genfundet glæden ved det, han kan og vil. Turen tilbage startede så småt med udgivelsen fra sidste år, Remembering Now, der henviser til at leve i nuet: "Morrison's been rambling in strange territory for the last five years, but this is proof that the restless wandering spirit didn't forget his Muse, or who he is"
Kilde: Allmusic

Det lille poppede åbningsnummer: Down To Joy, blev brugt som feature i forbindelse med Kenneth Branaghs film: Belfast, fra 2011.

Problemer med første soloalbum.
Første formelle soloudgivelse fra Van Morrison var; Blowin’ Your Mind, udgivet i marts 1967. Hittet: Brown Eyed Girl, var at finde på albummet og blev udgivet som single i juni samme år.. Med tiden er: Brown Eyed Girl, blevet en slags signatursang for Van Morrison. En, sang som publikum forventer spillet til hans koncerter, hvor den ofte indgår som ekstranummer sammen med et Then hit, lidt efter hvilket lune Van Morrison er i netop på selve aftenen. Han siger ikke meget, nogen gang intet, men hans kropssprog over for især bandet fortæller alt om aftenens humør. Bag hans ryg hygger bandet sig ofte mellem numrene, løsner lidt op, men en halvt løftet arm fra Morrison signalerer, at nu skal fokus og kontrol genoprettes.

Indspilningen af Blowing’ Your Mind endte i en konflikt med pladeselskabet; Bang, Records oprettet i 1965 af Bernt Burns i samarbejde med grundlæggere af Atlantic Records. Navnet på selskabet referer til de fire ejeres forbogstaver. I 1966 overtog Burns alle rettighederne over selskabet. Siden udviklede det sig til en hitfabrik.

Morrison havde ikke læst, hvad der stod med småt i kontrakten, og fejl i teksten betød, at han ufrivilligt overlod alle rettigheder over sine sange til Bang. Morrison kunne ikke komme ud af sin kontrakt og måtte indspille flere sange for at opfylde sine forpligtelser. Han mener ikke, at han nogensinde fik royalties for at indspille Brown Eyed Girl.

Ved Bernt Burns død i slutningen af 1967, overtog dennes kone; Illene Burns administrationen af selskabet. Hun mente, at Van Morrison på grund af konflikten med hendes mand, var skyld i hans død. Hun gjorde det svært for Morrison at slippe ud af sin kontrakt. Han blev reddet af Warner Records, men for at komme ud af kontrakten med Bang måtte han indspille 31 sange. Van Morrison indspillede på en ustemt guitar, hvad er er blevet kaldt "nævn-sange" De varede alle omkring et minut og var indholdsmæssig det rene vrøvl. "Nævn-sangene" blev i 2017 udgivet på albummet: The Authorized Bang Collection, som var en tredobbelt cc med de originale indspilninger, outtake og

Alle 31 sange lyder fuldstændig ens, men på nogle af dem fornægter kraften i Van Morrisons stemme sig ikke. Indspilningerne og teksterne viser Van Morrisons humorske måde at tackle situationen på. Vrøvle-sange på é minutt, hvor han på de fleste simulerer, at han har et helt band bag sig i studiet.

Omstændighederne omkring udgivelsen af; Blowin’ Your Mind, gjorde, at Van Morrison ikke betragter det som sit egentlige første album.

Morrison følgende soloalbums, der udkom i perioden fra 1968-1974, regnes generelt for at være blandt hans bedste, og hvad der kommer herefter sammenlignes, ikke helt rimeligt, med disse. De er gode og især Astral Weeks fra 1968, Moon Dance fra 1970 og Saint Dominic’s Preview fra 1972 står stærkt, ikke blot for hans begyndende solokarriere. Måske blev de definerende for hele hans karriere. I al fald for forventningerne til alle kommende udgivelsen og som en skabelon for, hvordan de blev bedømt.

Blandt Van Morrisons første albums blev mine - på det tidspunkt - favoritter: Moondance (1970), Hard Nose The Highway (1973), Veedon fleece (1974). Siden er yderligere et par favoritter kommet til og prioriteringen er blevet en anden. Først da vi kommer hen i slutningen af 1980'erne, stiftede jeg bekendtskab med andre af hans tidligere udgivelser. Indtil da havde jeg nok med at holde fokus på de løbende indspilninger.

Studieugen åbnede ørene for Van Morrison.
Min første lytning til en Van Morrison lp i sin helhed, kendte kun sange fra P3 rockudsendelser, var på en studieuge i gymnasiet i 1971. Det lykkedes mig og to klassekammerater at komme med vores, set med datidens øjne meget progressive dansk og historie lærere, på deres tilbagevendende og efter rygterne udflippede studieuge, til Tversted. På papiret skulle ugen omhandle progressive film gennem 1960'erne. Fokus var på de franske instruktører. Der blev også plads til andet en film, når dagens program var slut. Om aftenen blev der røget og spillet primært progressiv rock på det medbragte anlæg.

Udover Pink Floyd, Umma Gumma var fast indslag hver aften, og Jethro Tull albums husker jeg fra studieugerne, Van Morrisons Moondance og His Band and Street Choir. Begge fra 1970.

Sidstnævnte adskiller sig fra de øvrige tidligere udgivelser ved at være mere rockende og soulet i udtrykket. Her: Give Me a Kiss:

På forhånd blev vi tre 1g’er spurgt, om vi nu var sikker på, at vi ville med, da der foregik ”ting”, som vi måske ikke brød os. Disse "ting" styrkede blot vores nysgerrighed for at komme med. Hvad vi så pirrede vores verdensbillede og tændte et opgør med vores småborgerlige baggrunde. Også i 2g tilvalgte vi det samme kursus. Da vi nåede til 3g, mener jeg, at kurset ikke længere stod på listen over valgmuligheder! I stedet for blev det til en mere klassisk dannende studietur til Paris med fransklæreren.

Først et par senere har jeg en Van Morrison udgivelse liggende på min egen grammofon. Lp’en var lånt hjem fra Nørresundby Bibliotek, hvor min daværende kæreste var ansat som medhjælper. Hun blev dermed en god indgang til at låne de nye albums, inden de blev sat frem til udlån. Albummet var: Hard Nose The Highway fra 1973. Lp’en optog mig meget på grund af dens blanding af symfonisk keltisk folkemusik og jazz. I dag er den fortsat blandt mine Van Morrison favoritter.

Allmusic slutter en meget kort anmeldelse af albummet af med den brutale konklusionen: "Nevertheless, it marks the end of Morrison's greatest period of creativity and accomplishment" og fremhæver som andre, de: "...five great albums Van Morrison had made from 1968 through 1972"
Kilde: Allmusic

Nye Van Morrison-perioder starter
En stor periode var måske ved at ende, men det gør den efter min vurdering først i året efter med udgivelsen af Veedon Fleece og egentligt også med livealbummet: Too Late To Stop Now fra samme år. Herefter holdt Van Morrison en indspilnings- og(tænke)pause på tre år, hvorefter han, interessant nok, skifter genre og forbereder i en årrække op til transition af sin musikalske udtryk.Allerede i 1980 vender dog han tilbage til udtrykket på de første udgivelser med Common One.

Den seneste tid er jeg, bl.a. foranlediget af udgivelsen af: Somebody Tried to Sell Me a Bridge, begyndt at lytte tilbage i Van Morrisons tidlige udgivelser. Heraf, står for mig stærkeste, hvor han blander netop keltisk folkemusik med jazz, store kor og symfoniske tilgange, som det er tilfældet med: High Nose The Highway (1973), Veedon Fleece (1974) og den noget senere Common One (1980).

Her en af mine favoritsange fra: Hard Nose The Highway:

Et af mine absolutte favorit livealbums i det hele taget er Van Morrisons: It’s Too Late To Stop Now, fra 1974. Den blev hans første liveudgivelse. Det er ikke en genre Van Morrison har gjort sig meget i siden. Dobbeltalbummet er optaget under koncerter i Los Angeles, Santa Monica og London i 1973.

Udgivelsen er rammende anmeldt på All Music med følgende ord:
“While Van Morrison is, to be kind, an erratic and temperamental live performer, he's in stellar form throughout the double album It's Too Late to Stop Now, a superb concert set that neatly summarizes his career from his days with Them (represented by scorching renditions of "Gloria" and "Here Comes the Night") through 1973's Hard Nose the Highway ("Warm Love," "Wild Children") (……..) An engaging, warm portrait of the man at the peak of his powers.
Kilde: Allmusic

Jeg lånte også: It’s Too Late To Stop Now, på biblioteket og optog den på min nye B&O kassettebåndoptager. Først senere, da optagelserne udkom på cd i 1988, afskaffede jeg mig dem. For ti år siden blev udgivelsen fulgt op af: It’s Too Late To Stop Now, Vol. II, III, IV. Lige så lytteværdig en oplevelse, som Vol. I, men udgivelsen føjer dog som sådan ikke nyt til denne del, men forlænger blot lytteglæden med disse energiske og intense koncertoptagelser.

Optagelserne dækker perioden fra Them-tiden med klassikere som Gloria og Here Comes The Night og indtil Hard Nose The Highway.
Det musikalske udtryk på optagelserne er mere udadvendte end på studieoptagelserne i form af funk og soul med brug af blæsere, men det mere stille og den keltiske folkemusik er der også blev plads til med brug af violiner.

Caledonia Soul Orchestra og de dygtige musikere
Når Too Late To Stop Now roses fra tid til anden, bl.a. af BBC, omtalt som et af de bedste livealbums nogensinde, er det vigtigt at omtale de dygtige musikere, som medvirkede på albummet, og hvoraf nogle fulgte Van Morrison videre i karrieren.

The Caledonia Soul Orchestra, som primært bestod af amerikanske og canadiske musikere, blev samlet af Van Morrison i 1973. Bandet blev opkaldt efter et 18 minutter langt instrumentelt outtake til: His Band and the Street Choir og bestod af musiker, der tidligere have indspillet med Morrison. Mange af dem kom med ved indspilningen af Moondance og nye blev håndplukkede. Tanken bag samlingen af orkestret var, at det skulle promovere udgivelsen af albummet: Hard Nose The Highway. Turneen endte med udgivelsen: Too Late To Stop Now.

Det er nok her, det er relevant at komme ind på en udgivelsen, som jeg ikke har omtalt sammen med de andre tidligere udgivelser.

Moondance adskiller sig meget fra forgængeren; Astral Weeks og efterfølgeren; His Band and Street Choir. Så sig ikke at Van Morrison på de første udgivelser havde lagt sig fast på bestemt musikalske genre. I modsætning til de to andre, var Moondance mere ligetil og let samt mere funket i sit udtryk. I forhold til Astral Weeks lå den langt fra den symfoniske folkemusik.

Caledonia Soul Orchester blev opløst inden indspilningen af Veedon Fleece i 1974. Flere af musikerne blev i de følgende år - nogle i mange år - faste musikerne til både indspilninger og turneer med Van Morrison. Musikerne, som kom med enten en funk/soul- og eller jazzbaggrunde, var i stor grad med til at sætte sig præg på Van Morrisons musik. Det gælder for:

Guitaristen; John Platania, som fortsat er aktiv musiker, spillede med Morrison fra 1970-1977. Organisten; Jef Labes, var periodisk med fra 1970 til 1983. Saxofonisten; Jack Schorer i perioden fra 1970 til 1974. Trommeslageren, lydtekniker og producerer: Dahaud Shaar. Bassisten; David Hayes, som er den musiker, der gennem længst tid har fulgt Van Morrison. Fra 1973 til 2019 har David Hayes medvirket på 13 studiealbums og 3 liveindspilninger.

Samarbejder med Dr. John og bliver mere funket
I mit igangværende tilbageblik på Morrisons udgivelser, vælger jeg at stoppet op ved udgivelsen fra 1977: A Period of Transition. Albummet er Van Morrisons første udgivelse efter en indspilningspause på tre år. Det er vist første og sidste gang, det er sket!

Det særlige for mig ved denne udgivelse er, at Van Morrison på alle sange bliver backet up af Mac Rebennack - også mere kendt under navnet Dr. John The Night Tripper, på keyboards. En af de kunstnere, jeg ligeledes er meget begejstret for. Han medvirker ikke alene som keybordspiller, men har også i samarbejdet med Van Morrison produceret albummet. Mac Rebennack medvirken er med til at give albummet et meget funket udtryk.

Udgivelsen adskiller sig markant fra Veedon Fleece som udkom i 1974 og trækker Van Morrison, efter hans eget ønske, i en mere funket og soulet retning. Van Morrison skulle efter sigende i en årrække have udtrykt et ønske om at samarbejde med Dr. John, som i begyndelse af 1970’erne udsendte en række glimrende albums med rod i New Orleans mange blandingsgenre af musik. Tung gyngende sydstats-funk og soul karakteriserede udgivelser.

Af samarbejdet mellem Van Morrison og Dr. John kom i stand i netop vinteren 76 og foråret 1977 kan være foranlediget af, at de begge to medvirkede i The Bands afskedskoncert i 1976: The Last Waltz

Udgivelsen af A Period of Transition blev af anmelderne mødt med negative reaktioner og stor skuffelse. Uddrag af disse anmeldelser kan læse på nedenstående link under overskriften: Critical reception.

Samarbejdet med Mac Rebennack er et stilmæssigt brud med, hvordan Morrison tidligere lød, men lp’er synes jeg er god og den stil, der blev lagt med indspilningen, kom til at præge fremtidige Van Morrison indspilninger.
Efter A Period of Transition bliver han over en længere periode søgende i sin musik og i indholdet af sine tekster.

Tiden umiddelbart efter: A Period Of Transition
Efter "bruddet" med sine tidligere års kompositioner gik Van Morrison bogstavelig talt ind i en musikalsk forandringsperiode. Der skete et skift i hans måde at skrive sange på. Fra de af og til komplicerede og intense kompositioner blandet op af mange genrer, gik han med udgivelsen lige efter A Periode Of Transition med Wavelength fra 1978 over i en lettere, nærmest pop-agtig genre. Et udadvendt og let fordøjeligt album, som Allmusic anmeldte på følgende måde:

"....it's hardly a major entry in his catalog, but there are signs that Van Morrison is finding his footing for his latter-day voice. Again, the primary appeal of this record is its atmosphere, a charmingly relaxed outing, high on mildly swinging mid-tempo numbers and round, welcoming ballads"
Kilde: Allmusic

Into The Music kom som efterfølgeren og fortsætter i den lettere genre, stærkt påvirket af den irske folkemusik. Særlig kendte numre fra albummet er Full Force Gale og Bright Side of The Road. Men samtidigt leder numrene: It's All A Game og You Know what they're writing tankerne tilbage til de tidlige udgivelser.

At Morrison har bevaret sin kærlighed for lange numre, viser han med den 8 minutter lange sang: And The Healing Has Begun Den viser, at han ikke helt har glemt, hvorfra hans "transition" startede. Kontinuiteten i udgivelserne høres tydeligt. Han bygger altid videre på elementer af foregående albums.

Fra og med indspilningen af Into The Music i 1979 og frem til 1986 indgik Van Morrison et samarbejde med saxofonisten og en af frontfigurerne i den tidlige funkbølge.; Pee Wee Ellis. Udover at være studiemusiker for Morrison var han også arrangør og kapelmester. I perioden fra 1999 arbejde han periodisk med Van Morrison

Ellis bragte en fortid fra James Brown med sig ind i samarbejdet. Han skrev og arrangerede bl.a. flere af James Brown-klassikerne som; Cold Sweat, Mother Popcorn og Say it loud, I'm Black I'm proud. 

Efter en vellykket transition med de seneste tre album vendte Van Morrison med albummet fra 1980, Common One, tilbage til der, hvor han genremæssigt startede sine første soloudgivelser. På Common One høres storslåede sange influeret af keltisk folkemusik, kor, klassisk musik og elementer af jazz. Om albummet, der ikke blev særligt vel modtaget af rockanmeldere, skriver Allmusic, at det er musik uden for pop og mainstream og endda uden for Morrisons tidligere musikalske territorium. Det vil jeg nu ikke sige, det er. Han graver nu et stik dybere i de musikalske traditioner, som tydeligt prægede album, som: Astral Weeks, Veedon Fleece og Hard Nose The Highway.

Common One hører til blandt mine favorit albums - i det hele taget. Albummet stiller krav til lytteren. Det kræver koncentration og opmærksomhed at lytte til det. Det er ikke baggrundsmusik til udførelse af diverse rutinemæssige opgaver. Albummet skaber ro og fordybelse og har en form for meditativ virkning. Det kræver også sin tid til lytning. Ingen af numrene er under 5 minutter, og to af dem har en varighed på 15 minutter, hvilket er usædvanligt på et studiealbum fra 1980. Det var det ikke i 1970'erne, når det gælder den progressive rock.

Her det flotte indledningsnummer på Common One: Haunts of Ancient Peace :

Det vil for mig være forkert, når det drejer sig om Common One, ikke at spille det over 15 minutter lange nummer: Summertime in England. Læg alt til side, luk øjnene og lyt:

Den første Van Morrison koncert: Langeland 1993.
Så kommer der et stort tidsspring. 1980'erne, hvor Van Morrison indspillede et årligt album, springer jeg i første omgang hurtigt over.  Ikke fordi, jeg ikke lyttede til ham. Hver gang en ny indspilning blev udgivet, lånte jeg den straks på biblioteket, men ingen af dem fik min store opmærksomhed. Den kom først senere for et håndfuld af dem efterhånden, som jeg vendte tilbage til at lyttede til mere indgående til udgivelserne

Set i et Van Morrison-perspektiv blev 1993 noget særligt. Set i det i store personlige perspektiv blev min yngste søn født dette år. Nu er det Van Morrison, det handler om. 30. juli 1993, to år efter festivalen var startet, oplevede jeg min første Van Morrison koncert, på Langelandsfestivalen. Turneen fandt sted i forbindelse med udgivelsen af albummet: Too Long In Exile.  Setlisten fra Langelands Festivalen bestod af fem sange fra albummet:

Till We Get the Healing Done (Too Long in Exile)
Ball & Chain (Too Long in Exile)
Wavelength (Wavelength)
Cleaning Windows (Beautiful Visions)
Vanlose Stairway / Trans-Euro Train (Beautiful Visions)
In the Forest (Too Long in Exile)
Before the World Was Made (Too Long in Exile)
Irish Heartbeat (Titelsang fra udgivelse med Chieftains)
Domino (His Band and The Street Choir)
I've Been Working / Fever (Moondance)
I'll Take Care of You (Too Long in Exile)

Her en liveudgave af; Vanlose Stairways, fra en BBC-liveoptagelse i 2010.
Sangen har en vis popularitet i Danmark, da Van Morrison en overgang havde en dansk kæreste. Udgaven her er særlig, da Georgie Fame medvirker på keyboards.

Et godt eksempel på det legende og smittende samarbejde mellem de to:

Selve festivaldagen var kold og våd, men koncerten var glimrende. Måske lidt rutinepræget foran et, som jeg husker det, ikke særligt entusiastisk publikum. Måske var Van Morrison ikke den rette mand på denne festival; Danmarks største havefest. I øvrigt optrådte den tidligere Cream-bassist samme dag på festivalen med et glimrende sæt. Desværre for en meget lille forsamling.

Året efter hørte jeg igen Van Morrison. Denne gang i KB Hallen og foran et meget entusiastisk publikum. Igen en stor oplevelse og særligt var det for mig, for første gang, at være i den legendariske hal, som jeg mest kendte fra TV-transitioner i 1960’erne af danselandskampe mod England og fra tenniskampe.

Titlen på albummet fra 1993: Too Long in Exile har flere hentydninger. En af dem: Van Morrison er vendt tilbage til sine musikalske rødder i form af de bluessange, han hørte som ung. En anden: Ønsket om at vende tilbage til Belfast og Nordirland. En tredje: Van Morrison oprettede i 1993 sit eget produktionsselskab: Exile Production Limited, som et resultat af, at han kreativt følte sig begrænset af pladeselskaberne - og i det hele taget af musikindustrien. Nu ville han selv tage kontrol over alle processerne.

Too Long In Exile er med tiden - også - blevet et af mine favoritalbum. Det vakte ikke større begejstring blandt anmeldere.  Indspilningen rummer en lang række rigtig gode sange, som spænder over flere genrer. Det er langt fra et homogent album. Hvor mange af Van Morrisons albums er egentlig det, men så længe de enkelte sange er så gode, som de er, er det vel egentlig ikke et problem. Tværtimod.

Her det kendte traditionelle bluesnummer; Good Morning Little School Girl, som gennem tiderne er blevet indspillet af mange. I Van Morrisons version spiller han selv en god mundharpesolo med sin "skærende" karakteriske tone. Albummet kan gå for at være Morrisons "mundharpeplade". Blueslegenden; John Lee Hooker, medvirker på to skæringer på guitar og vokal: Det klassiske Them-nummer: Gloria og på Wasted Years

Kendetegnet for Too Long in Exile er, at Van Morrison på udgivelsen genoptager samarbejdet med Georgie Fame, som indledtes på udgivelsen fra 1989; Avelon Sunset. Georgie Fame, som havde sin storhedstid i 1960'erne med Georgie Fame and The Blue Flames, medvirker på hammondorgel og sætter sit store aftryk på Van Morrisons blanding af jazz og blues - og kom til det fremover.

Samarbejdet mellem Van Morrison og Georgie Fame
Samarbejdet mellem de to har fra tid til anden været en glædelig tilbagevendende begivenhed. Særligt i 1990'erne var de ofte i studiet og på turne sammen.  

I 1995 udgav Morrison og Fame to jazzalbums sammen. Først; Something to Tell, som er en hyldes til sangskriveren, sangeren og pianisten; Mose Allison. Han har haft stor indflydelse på både Morrison og Fame. Mose Allison var musikalsk kendt for sin særlige måde at blande blues og jazz på i sit spil, samt for sine ironiske tekster.

I slutningen af samme år udkom en liveindspilning fra Ronnie Scott's i London: How Long Has This Been Going On. Et rent jazzalbum udgivet på pladeselskabet Verve, hvor der først og fremmest spilles jazzstandards suppleret med kompositioner af Van Morrison og Mose Allison. Van Morrison synger de fleste sange, men et par enkelte synges sammen med Georgie Fame. Der er ingen tvivl om, at udgivelsen er opstået ud fra samarbejdet omkring; Tell me something. Indspilningen er foretage med et mindre big band.

Albummet i sin helhed er jeg ikke speciel begejstret for. Det er for anonymt. De store jazzarrangementer, synes jeg, aldrig har klædt Van Morrison.

Her en indspilning af det gamle Van Morrison nummer; Moondance.

På albummet; The Healing Game, fra 1997, medvirker Georgie Fame igen. Han virker til at have haft en stor og god indflydelse på Van Morrison, når det handler om det mere tilbagelænede jazz udtryk.

Morrison overvinde sine mentale kriser.
Days Like This bør nok nævnes, når det handler om gode albums fra 90'erne. Det udkom lige før, The Healing Game, og er fra 1997. Titelsangen hentyder til det, der skal til, for at dagene bliver til gode dage, hvilket ikke er så lidt. Så derfor må de fleste dage ikke været gode dage for Morrison, men hans mor fortæller ham, optimistisk, at de vil komme. På The Healing Game er han, som titlen antyder, ved mentalt at arbejde sig frem til, at der kommer: ”Days Like This”:

” Indeed, the album's very title suggests that Morrison is in the process of mending fences and reconnecting with a sense of joy, a process that began during his deep dive into Mose Allison and other bluesy jazz artists in the mid-'90s.”
Kilde: Allmusic.

Med udgivelsen af albummet: Back at The Top i 1999, syntes Van Morrison at være kommet sig over sine mentale kriser:

” After so many songs ranging through so many styles, it is a pleasure to have Van Morrison return to the music that suits him so well. Steeped in blues and R&B, Back on Top finds Morrison celebrating life and its pleasures to the limit.”
Kilde: Allmusic.

Efterhånden, som jeg lytter til albummet, bliver jeg mere og mere begejstret for det. Når Van Morrison med dette album føler sig tilbage på toppen, begiver han sig med et lethed og med et overskud ud i musikalske referencer til de mange genrer, der har prægets hans karrierer.

Den melankolske efterårsstemning og tankerne i; When the Leaves Come Falling Down leder tankerne hen på tidlige Van Morrisons udgivelser. Hvorimod Precious Time kunne være fra Wavelength eller Into the Music:

 Van Morrison og skifflemusikken.
Fra selv årtusindskiftet kom albummet The Skiffle Sessions: Live in Belfast. Van Morrison spillede sammen med Chris Barber og Lonni Donegan. De to sidste havde spillet sammen i Ken Colyer's Jazzmen i 1950’erne. Jazzbandet havde i øvrigt sin debut i København i 1953 og lavede deres første indspilning på Storyville.

 Ja, og så medvirkede, hvad der ikke er uvæsentligt, ikke mindre end Dr. John som gæsteartist ved koncerten i Belfast.

Skifflemusikken opstod i USA i 1920’erne og 1930’erne som en blandingsform mellem, blues, country, bluegrass og jazz. Skiffle, der meget rytmisk og energisk, bliver spillet på meget simple instrumenter. Genren bredte sig til Storbritannien i 1950’erne, hvor den blev voldsom populær – også som dansemusik.

 Mange unge i England dannede skiffeband op gennem 1950’erne og i begyndelsen af 1960’erne, netop fordi de enkelte instrumenter gjorde det billigt og nemt at danne et band. Det krævede ikke et professionelt udstyr.

Lonni Donegan blev i England en meget kendt og populær skifflemusiker. I USA opnåede han også stor popularitet, og dermed bidrog han til det, der senere blev den britiske invasion af rockband til USA. Koncerten med Van Morrison gav Lonni Donegan en kort renæssance i England, inden sin død i 2002.

 Van Morrisons interesse for skiffle viste sig igen i 2023, da han udgav dobbeltalbummet: Move On Skiffle. Denne gang skifflemusik indspillet i et studie og med et mindre band. Ifølge Allmusic et album, hvor han tog en pause i at forholde sig til verdenen efter Covid-19 pandemien:

 ” After two albums where Van Morrison spent a great deal of time griping about the modern world, it's hard not to interpret the title of Moving On Skiffle as: “ Moving on from the political unpleasantness of the last few years to skiffle:" The music of my childhood."”
Kilde: Allmusic

 Albummet indeholder flere traditionelle amerikanske blues- og folkesange samt et par sange af Hank Williams. Musikken flyder afsted i et jævnt tempo. Ikke så medrivende, som på liveindspilningen fra 2000. Ingen tvivl, som altid er man i godt selskab med Van Morrison stemme og hans sans for gode arrangementer.

Den moderne verden har han ikke helt forladt på albummet. Van Morrison har et par steder ændret titlerne på sangene eller taget tekstere fra en sang og sat ind i anden. F.eks.:  Mama Don't Allow er blevet til:

"Gov Don't Allow," giving him a place to grouse about how the government is shutting down free speech and skiffle. It's the one time on Moving On Skiffle where Van Morrison allows his inner curmudgeon to take the reins; otherwise, Moving On Skiffle is light and lively, an easy record to enjoy”.
Kilde: Allmusic

Rundt i meget forskellig: 2000 til 2026.
Tiden fra årtusindeskiftet og til i dag er i mine ører de årtier, hvor Van Morrison har prøvet mest af genremæssig, og hvor hans udgivelser har været mest ujævne, og ham selv rastløs i en intense søgen efter den rette musikalske tilgang. Samtidigt lagde han sig ud med fans og anmeldere under Covid 19-pandemien. Han var langt fra tilfreds med de restriktioner staterne pålagde sine borgere.

Den nordirske musikveteran truede med at sagsøge det nordirske sundhedsministerium for nedlukningen af landets spillesteder under Covid 19-pandemien. Endvidere skrev han et brev til sundhedsministeriet, hvor han krævede videnskabelig dokumentation for nedlukningen. Ellers ville han anmode Højesteret om at omgøre loven!

 Van Morrison var en skarp kritiker af nedlukningen og udgav hele fire anti-lockdown-sange, som ikke findes på noget album: "Born to Be Free", "As I Walked Out", "No More Lockdown" og "Stand and Deliver", sidstnævnte sammen med Eric Clapton.

 Ud over det vellykkede favntag med en skiffle-udspilning ved årtusindskiftet blev det til en ikke særligt interessant rock and roll indspilning med Jerry Lee Lewis søster; Linda Gail. Et country-inspireret album; Pay the Devil. Country-musikken havde Van Morrison flere gange flirtet med på tidligere udgivelser, så det var ikke en ny genre for ham. Albummet er hovedsageligt en genindspilning af country klassikere. To liveindspilninger blev det også til: Live at Austin City Limits og Astral Weeks: Live at the Hollywood Bowl. Sidstnævnte et højdepunkt, som jeg vender tilbage til.

Inden Covid 19-pandemien for alvor bredte sig i 2020 og satte sine spor på Van Morrisons holdning og indspilninger, er der for mig følgende gode indspilninger fra ham: What’s Wrong with this Pictures, som er hans første og eneste udgivelse på jazzselskabet; Blue Notes.  Til indspilningerne har Van Morrison tilknyttet flere kendte britiske jazzmusikere: Acker Bilk: Clarinet, Lee Goodal: Saxofon og fløjte, Matt Holland: Trompet, Matin Winning: Saxofon og klarinet. I mine øre et velspillet og godt jazzalbum med fokus på saxofon og clarinet:

 “The title track that opens the album is as close to an anthem as Morrison's ever written; he states with an easy, swinging, jazzy soul groove that he is not the same person he once was and wonders why that was so difficult for others to accept” (……….)
There are 13 tracks here, and virtually all of them would be standouts on any of his other records. But the aforementioned tracks, along with "Meaning of Loneliness" and "Once in a Blue Moon," are among the finest tunes he's ever written, let alone recorded”.
Kilde: Allmusic

 Med albummet: Roll with The Punches fra 2017, fandt Van Morrison og Georgie endnu engang sammen. Udover Georgie Fame medvirker på albummet også: Sangeren Chris Farlow, kendt fra bl.a. Colosseum, guitaristen Jeff Beck og sangeren: Paul Jones, kendt fra Manfred Mann og The Blues Band. All Music konkluderer om albummet:

 “On Roll with the Punches, Morrison revisits his roots without nostalgia or overt reverence. For him, these songs are as vital and important to him as his own songs. The spontaneity on this set is more akin to a live record than a studio effort, making it a most welcome entry in his catalog”.
Kilde: Allmusic

 You’re Driving Me Crazy, fra 2018, er et af mit favoritalbum blandt Morrison senere udgivelser. I øvrigt det tredje album fra Morrison på bare syv måneder. Indspilningen fandt sted over blot to dage og har karakter af en liveindspilning.

Udgivelsen er et samarbejde med trompetisten og organist Joey DeFrancesco og hans quartet. Når jeg er begejstret for albummet, er det - endnu engang - på grund af orgelspillet og det blues- og jazzagtige udtryk. DeFranco udfylder glimrende den centrale rolle, som Georgie Fame tidligere havde som organist. Albummet følger musikalsk mønsteret fra: Roll with The Punches.

 Albummet indeholder otte sange skrevet af Van Morrison og syv standardsange.  I sin anmeldelse påpeger All Music følgende:
“Though he sings in a lower register now, his voice has lost none of its suppleness. He hovers, glides, and swoops through the lyrics; his vocal is akin to another horn, thus making DeFrancesco's trumpet solo a virtual duet. (……..)You're Driving Me Crazy is as energetic as any live show."
Kilde: Allmusic

Morrison og Defrancesco genoptog samarbejdet i 2016 med udgivelsen af dobbeltalbummet; The Prophet Speaks. Der er tale om et meget bluesagtigt album, hvor Defrancesco spiller orgel/trommet på alle skæringer. Hovedparten af sangene er skrevet af Van Morrison, men Solomon Burke (se sidste blogindlæg) bidrager med et nummer. Det samme gør John Lee Hooker.

The Prophet Speaks blev det sidste samarbejde mellem de to. Defrancesco døde i 2022, 51 år gammel. Han nåede at udgive mere end 30 album i eget navn.

De mange albums der venter, og dem der ikke lige trænger sig på.
Så er der de mange albums fra dette millennium, som ligger og venter på blive lyttet mere intensivt på. Jeg kender kun flygtigt til f.eks: You Win Again, 2000, Magic Time, 2005, Pay the Devil, 2006, Keep It Simple, 2008, Three Chords and the Truth, 2019, New Arrangement and Duets, 2024.

Ud fra en umiddelbar lytning til: Keep Me Singing, Three Chords and The Truth og Remember Now, mens jeg skriver dette indlæg, tyder det på, at disse tre album er værd at lytte mere indgående til.

 De fire albums udgivet i Covid 19-tiden får jeg nok aldrig hørt igen, de er ikke decideret dårlige, men blandt hans svageste. Musikken tenderer det trivielle. Det virker som om, at Van Morrison har brugt mere energi på vrede over statens Covid 19-politik end på musikken. Så vil jeg hellere bruge tid og energi på alle de andre albums.

Kan den bedste Van Morrison-sang og det bedste album findes?
Forfatter, kulturskribent og teolog; Jan Brønnum, har i det uafhængige medie POV (Point of View International) i 2020 skrevet en interessant og inspirerende artikel om Van Morrison: Van Morrison: Geniet, der druknede i sin egen genialitet. Brønnum kommer omkring mange aspekter af Van Morrisons sangskrivning og udgivelser. Han prøver i sit indlæg at analysere sig frem den bedste Van Morrison sang og det bedste album, samtidigt med at han kigger nærmere på indholdet i Van Morrisons tekster.

Hvad angår bedste sang, går Brønnum ud fra tre bedømmelseskriterier; enhed mellem stemme, instrumentering og komposition. Ud fra disse når han frem til tre sange, som kan gøre sig titlen værdig.
Det er Into The Mystic fra Moondance, åbningsnummeret fra Hard Nose The Highway: Snow In San Anselmo og Full Force Gail fra albummet Into the Music.

V

Når det gælder bedste Van Morrison-album, når Jacob Brønnum frem til følgende bud: Hard Nose The Highway (1973), Weddon Fleece (1974), Into The Music (1979), Common One (1980) og A Sense of Wonder (1985).

De udvalgte udgivelser strækker sig over en periode på 12 år og rummer ikke albums fra en periode på 12 år. Fra 1985 og indtil artiklen blev udgivet i 2020. I den periode, synes jeg, som det fremgår af dette indlæg, at der kom flere gode Van Morrison udgivelser, som sagtens, også ud fra Brønnums kriterier, kunne få en plads på listen over bedste Morrison-udgivelser

Om Van Morrison i 1990'erne skriver Jacob Brønnum:

"Omkring 1990 bliver Van Morrisons album markant svagere på to af de tre ovennævnte punkter, komposition, instrumentering og vokalt – de to første af dem. Dobbeltalbummet Hymns To The Silence (1991), med næsten hver anden som jazzsang og hver anden som poprock, viser, at også den syntese, Van Morrison havde opnået mellem stilarterne, er under opløsning, og mange af teksterne er båret af en underliggende selvdyrkelse"
Kilde: POV

En søgning på nettet over anmeldelser over de bedste Van Morrison-udgivelser viser, at fem albums ud af de otte han udgav i perioden fra 1968-1974  går igen på mange lister. Som eksempler på dette henvises til musikmagasinerne: Mojo , Rolling Stone og avisen: The Guardian.

Teksterne mere tilgængelige end deres rygte.
Van Morrisons tekster har jeg aldrig fordybet mig i. Har ikke lyttet særligt koncentreret til dem eller siddet med næsen nede i booklets eller covers. For mig har fokus først og fremmest været på Morrisons brug af sin stemme som et instrument. Samtidigt har det undret mig, at Van Morrison tekstmæssigt ikke har opnået samme status som Dylan, Cohen, Springsteen m.fl. Det er der så en sandsynlig forklaring på.

De tema, som sangteksterne har kredset omkring, mener jeg, at jeg har en fornemmelse af. Dels ud fra titler på albums og på sangene, dels ud fra hvad jeg trods alt har lyttet mig frem til. Temaerne, som jeg opfatter dem, kan inddeles i f.eks følgende: Det mytiske med afsæt i keltisk kultur, det mystiske, det transcendentale, vejen til selvforståelse - selvhjælp - gennem healing, meditation og tro, menneskets forhold til naturen, det spirituelle.

Disse temaer af tekster bliver for mig svære at forstå, og de har tendens til at blive stærkt indadvendte og navlebeskuende. Kategorien, vurderer jeg umiddelbart, er mere betegnende for perioder af hans udgivelser indtil indgangen af 1990'er.

Så findes der mere udadvendte temaer, som beskæftiger sig med mere almene og hverdagsagtige forhold, som: Erindringer, barndommen i Belfast og en længsel efter denne, kritik af musikindustrien, hyldest til de folk og steder, der har betydet noget, behovet for at spille og synge, om kærlighed og forelskelse, kritik af samfundsforhold.

Fra 1990'erne og frem til i dag er det min opfattelse, at Van Morrison bliver mere forståelig og udadvendt i sine tekster. Dertil kommer så, at han i denne perioder har indspillet mange traditionelle bluessange og andres sange.

Som eksempler på det mere hverdagsagtige, skal her nævnes et par sange fra udgivelsen: Remembering Now. Når det bliver lige dette album, er grunden, at jeg lyttet til det igen, lige efter jeg havde skrevet dette afsnit om teksterne. Pludselig hørte jeg efter, hvad Van Morrison sang og kunne fastholde koncentrationen, mens jeg overvejede, hvad han sang om. Her et par tekstudrag fra udgivelsen. Et album kan ikke være repræsentativt for 47. Alligevel vil jeg påstå at det indeholder nogle tendenser:

If It Wasn't for Ray, er en hyldes til Ray Charles.

Vers 1:
If it wasn't for Ray
Wouldn't be where I am today
If it wasn't for Ray
Singing, "Tell me, what'd I say?"
If it wasn't for Ray
If it wasn't for Ray

Vers 3:
Reinvented soul, rhythm and blues
And rock 'n' roll
Reinvented soul, rhythm and blues
And rock 'n' roll
Country and western too
His music just grew
Country and western too
His music just grew

Havn't Lost my Sence of Wonder: Om glæden ved af undres og leve i nuet

Vers 1:
Haven't lost my sense of wonder
Even though things don't seem to be working out
Haven't lost my sense of wonder
Even though there's so much doubt
But when the feeling hits you
Baby, that's what it's all about

Vers 2:
Haven't lost my sense of wonder
I just need to find my way back home
Back to the green fields of summer
See where I'm coming from
'Cause I've had my fill (Had my fill), been through the mill
Now I'm singing, peace be still, peace be still

Back To Writing Love Songs:

Omkvæd:
Back to writing love songs
Back to writing love songs
Back to writing love songs
Back to writing love songs
Might get played at the end of the day

Vers 1:
What about soul and inspiration?
What about taking it right back to the day?
Gotta get my mojo working
Gotta tell you, baby, what I say (What I say)
'Cause it's

Colourblind: Om ikke at se tilværelsen for ensidigt, men mere nuancer og i andre perspektiver/farver

Vers 1:
My jumper was navy, I thought it was black
Turned a whiter shade of pale
Someone became green with envy
Left the blues behind
'Cause I was colourblind

Vers 2:
Now I'm sitting in the sun, I'm tryna get sunburned
Everything I thought about peels into insignificance
I'm just tryna get brown 'cause I'm browned off
With this situation

Overgang:
There was once black-and-white movies
That became Technicolor
There were sepia photographs in my album, in my scrapbook
I look upon with wonder

Yderlige to særlige favoritter.
Blandt mine favoritter er yderligere to albums, som jeg ikke tidligere har omtalt. De kan få lov til at slutte min fortælling om mit forhold til Van Morrisons solokarriere og om udvalgte albums fra hans knap 60 år lange solokarriere.

Den ene af disse er en liveudgivelse fra en koncert i Los Angeles i 2008: Astral Weeks - Live at the Hollywood Bowl - Koncerten var en fuld opførelse af det oprindelige klassiske album fra 1968. Ikke en opførelse fuldstændig som på albummet. Han ændrede rækkefølgen af sangene, udvidede nogle, gjorde andre mere tætte og indlagde små suiter.

Ved de første lytninger havde fremførelsen svært ved at fæste sig. Jeg fandt den al for luftig og havde svært ved at koncentrere mig. Den flød ud, satte sig ikke fast. En af grundene hertil kan være, at selve indspilningen ikke er god. Den virker fjern, som optaget på afstand, og publikums reaktioner fylder for meget. Efter flere gennemlytninger er jeg blevet begejstret for opførelsen. Den viser andre sider af Van Morrison som livekunstner, end jeg har mødt, både på indspilninger og til koncerter.

Når jeg gør op, hvad det er for Van Morrison-udgivelser, jeg gennem de seneste år har lyttet mest til, og som jeg langt fra er færdig med, er et af dem dobbelt cd’en: The Philosopher’s Stone fra 1999. Udgivelsen indeholder 25 ikke tidligere udgivet sange, mens fem findes i alternative ”takes”.  Sangene strækker sig over perioden på 15 år. Fra 1974-1989.

Jeg vil sige, at det igennem længere tid har været mit favoritalbum med Van Morrison.

Når jeg har overgivet mig til dette album, egentlig taget er det nok både urimeligt og umuligt, at vælge ét album ud blandt de mange fremragende Van Morrison-udgivelser, er det fordi, Van Morrison på The Philosopher’s Stone, lyder præcis, som jeg godt kan lide at høre ham: Folkemusik, blandet med jazz og R&B. Uden blæsere og i et ikke alt for opskruet tempo.

At skulle vælge ét nummer ud blandt de 30 på udgivelsen er umuligt.
En lang periode af Van Morrisons sangskrivning kan ikke kondenseres i en enkelt skæring.

En sjældent sprudlende van Morrison på scenen.
Jeg vil slutte dette indslag af med den bedste liveoptræden, jeg mindes at have set med Van Morrison.

Når det kan lade sig gøre at forbinde Van Morrison med min favorit gruppe: The Band, vil jeg ikke undlade at gøre det. De to optrådte sammen ved The Bands afskedskoncert: The Last Waltz, i 1976.

Det blev til en uforglemmelig udgave af Caravan fra albummet Into The Mystic:
Sangen er fantastisk, Van Morrison udøver en sprudlende, lidt kluntet, men charmerende energi på scenen. Han synger nummeret med en enestående intensitet og med et yderst velspillende The Band. Det bliver ikke bedre.
Det er kun til at få det godt af!

Solomon Burke: Soulman, præst, healer og spreder af positive budskaber

Egentlig skulle dette indlæg ikke handle om Solomon Burke - og slet ikke om soulmusik. Oprindeligt skulle indholdet være en opfølgning på mit sidste indlæg om Check Prophet og Cumbia-musikken. Det skulle være endnu et indlæg om musikalske kulturmøder i form af en blanding mellem latinamerikansk musik og vestlig rock og jazz.

Hvis nogen overhovedet skulle få den tanke, at det var da ærgerligt, at det ikke kom til at handle om det, så kommer det indlæg senere. Det sidste løfte er vist blevet lidt af en kliche her på bloggen!

Men hvorfor blev det så lige Solomon Burke, der kom til at tage spaltepladsen?

Som det sker, når vi er omgivet af musik alle steder; både i det private og det offentlige rum, bliver det ofte en tilfældig lytning, ikke nødvendigvis en oplevelse, som sætter gang i nogle tanker.

Lytningen til, hvad der viste sig at være et Solomon Burke-nummer, lå helt uden for noget, jeg havde indflydelse på ud over, at jeg naturligvis kunne negligere, hvad der kom ud af højttalerne. Det var sangen alligevel for interessant til at gøre.

En tilfældighed startede et genhør med Solomon Burke
Fortællingen startede på en familietur til Fuerteventura. En del af familien ville en tur ind midt på øen og blandt andet besøge dens gamle hovedby; Betancuria. En smuk mindre by; nu totalt ødelagt af masseturismen. I byen blev de to unge teenagefætre overmandet af sult – og så skulle det gå stærkt. Det akutte og umættelige behov ledte os til et amerikansk lignende spisested. Her var køen kortest.

Mens vi, nogle mere end andre, utålmodigt ventede på de bestilte burgere, sad jeg i mine egne tanker og overvejede, om det her var det rigtige sted at bestille en vegetarret. Jeg blev nærværende af den musik, der blev spillet over stedets højttalere ud over de åbne terrasser. Her strømmede lyden af god amerikansk roots musik ud over os. Et modigt valg i forhold til stedets gæster. Et blik rundt afslørende, at ingen hørte efter. Måske spillede de ansatte det for deres egen skyld. Tænkte over, hvem der mon ejede stedet!

Specielt et af numrene, som jeg ikke kendte mange af, fangede mig. En virkeligt swingende og tilbagelænet soul præget americana-nummer. Jeg henvendte mig til de lidt ældre i forsamling, min søn og svoger, og spurgte, om de kendte nummeret, hvad jeg i virkeligheden ikke forventede. Da hele selskabet, på nær skribenten, var fuldblods digitale, spurgte jeg: ”Hvad er det nu, den app hedder, som kan fortælle, hvad det er for noget musik, man lytter til”. Svaret kom i kor; ”Shazam”.

Alle greb i lommen, åbnede app’en: Salomon Burke, ”None of us are free”, lød det i kor.  Av, det nummer burde jeg have genkendt. Det findes på albummet: ”Don’t give up on me”, fra 2002, som står hjemme i samling. Det sker sjældent, at jeg ikke kan genkende et nummer, som jeg har på et album. Hvad skete der lige her! Det dæmpede dog ikke min begejstring.

Under hjemrejsen hørte jeg på Spotify hele albummet, Don't give up on me, som blev Solomon Burkes mest solgte, og som skaffede ham en Grammy Award for Best Contemporary Blues. Genhøret med albummet blev en skuffelse. Der var nok en grund til, at jeg ikke kunne genkende sangen. På nær None of us are free , den har en vis” sjæl”, slæber sangene sig kedeligt og ensformigt af sted. Alle sange lyder ens. Få variationer kendetegner den enkle instrumentering af bas, trommer, orgel og en smule guitar fint leveret af Daniel Lanois. Lyden på udgivelsen kan sine steder i øvrigt godt minde om en Daniel Lanois-produktion. Albummet er dog produceret af Joe Henry. Han fik også gavn af successen med Burke i form af flere produceropgaver.

None of us are free er det anden sidste nummer på albummet og nået dertil, mister sangen den styrke, som den har, hvis den spilles alene. Kedsomheden har for længst indfundet sig efterhånden, som albummet nærmer sig afslutning.

Titelnummeret fra Don´t give up on me i en liveversion

Grunden til, at jeg ikke kunne genkende, None of us are free, var måske, at jeg aldrig nåede så langt, inden den blev pillet ud af cd-afspilleren. Denne gang blev den hørt til ende - og lagt væk igen.

Genhøret med Solomon Burke sluttede dog ikke her. Jeg kendte ham fra den periode, hvor jeg lyttede meget til soulmusik i dennes storhedstid. Her taler vi om sidst i 1960’erne og først i 1970’erne, når det især gælder interessen for soulmusik i Europa. Den har som genre ikke kunnet fastholde det europæiske publikum, hvor imod den i USA i dag antager mange udtryk og blandes op med mange andre. Hvad Solomon Burke netop har gjort gennem hele sin karriere.

Burke fik betegnelserne; The Bishop of Soul og The King of Rock ‘n’ Soul. Rolling Stones indspillede i begyndelse af 1960’erne to Solomon Burke sange -  sange skrevet af ham selv: Cry to me og Everybody Needs Somebody to love.
Disse sange, indspillet af Burke selv i sin storhedstid, 1964-1968 på selskabet Atlantic, hører til blandt hans mest kendte.

Cry to me er løbende blevet indspillet af andre kunstnere. Her i en fin udgave med et af mine favorit bands: Tom Petty and The Heartbreakers:

Efter at have læst et par interviews med Solomon Burke og lyttet til hans tidligere udgivelser, fandt jeg ham interessant, som både menneske og musiker.  Lysten til at vide mere om manden og hans musik blev påtrængende.

Ganske vist fik Salomon Burke en renæssance fra 2002 og indtil sin død, i Schiphol Lufthavnen i Amsterdam. Det skete i oktober 2010 i forbindelse med en planlagt Hollands-turne. Hans musikalske karriere var tydeligvis meget ujævn. Den mest interessante del ligger efter min mening før hans renæssance i 2002. Hvis det ikke lige handler om hans koncerter. Mange af dem er optaget i Europa, hvor der var fuld blæs på soulmusikken. Han gav sig 100 procent hver gang over for et meget nyt og begejstret publikum.

Solomon var fast indslag på de store europæiske festivalscener; rock, blues, jazz, - også på Roskilde Festivalen. Her spillede han den 5. juli, 2008:

”En herre, der har 21 børn og 89 børnebørn, har delt ud af sin kærlighed livet igennem, og lørdag ramte lidt af den kærlighed dyrskuepladsen i Roskilde. Soulsvedende Solomon og det ni mand store orkester havde Arena i sin hule hånd, og da han gav os What a wonderful world var begejstringen total, og der var dømt fed, fed fællessang som det sker, når alt går op i en højere enhed.”
(Kristian Jacobsen, TV2, 5. juli 2008

Inden jeg kigger nærmere på Burkes historie, så lidt mere om karrieren fra 2002 og til hans død i 2010. Den tid han nok huskes bedst for.

Tilblivelsen af Don’t give up on me: De store sangskrivere gav en hjælpende hånd.
Indspilningen til, hvad der indledte Burkes tilbagevenden til toppen af musikbranchen og var mere end blot en renæssance, men hans karrieres højdepunkt, fremstår som lidt et tilfælde.

Albummet blev udsendt på det mindre selskab; Fat Possum, ledet af Andy Kaulin. Et lidt overraskende valg fra begge parters side. Fat Possum havde tidligere satset på rå bluesudgivelser som f.eks. med R.L Burnside og Junior Kimbrough. Kaulin kontaktede Burke, af hvilken grund det lige blev ham, han henvendte sig til, fremstår ubesvaret.

I deres aftale lovede Kaulin, at sangene til albummet ville blive skrevet særligt til Burke af verdens bedste sangskrivere. Kaulin holdt ord. Efter nogle måneder startede indspilningen af sange skrevet af bl.a.: Bob Dylan, Van Morrison, Tom Waitts, Brian Wilson, Elvis Costello. Om projektet og indspilningerne for Fat Possum udtalte Simon Burke:

”Det har simpelthen været et af de bedste øjeblikke i min karriere. At få lov til at være en del af den smukke besked til verden: Don’t give up om me baby, det er en opfordring til alle om at holde ud, selv når du er helt nede., for vi har alle sammen en diamant inde i vores sjæl, hvorfra der strømmer et positivt lys”. (……..) Det føltes som om vi kunne gå på vandet, og Fat Possum er det bedste selskab jeg nogensinde har været på- og jeg har altså leget med nogle af de helt store drenge- men de her gutter er de eneste, som nogensinde har holdt, hvad de lovede. De er ærlige”.
Henrik Queltsch, Jazz Special, 67, december 02/januar 03.

I forbindelse med Fat Possum er det interessant, at de igen har en af de gamle soulsangere blandet sine kunstnere. Denne gang, Al Green, kendt for sange som: Take me to the river, Let's stay together, Love and happiness, Tired of being alone. Fat Possum har fornylig udsendt en EP med Al Green.

Burke blev manden, alle måtte høres og ses sammen med.
I perioden 2002 til 2011 kom der ikke mindre end 6 albums fra Solomon Burke. Alle til anmeldernes store begejstring. Efter succesen med, Don’t give up on me, så Burke, sikkert også folkene bag ham, en interessant udfordring i afprøve forskellige genre, nu hvor indspilningen havde tjent sit formål med en tilbagevenden til musikbranchen.

Med udgivelserne nåede Burke et nyt og ungt publikum og fik sat ekstra skub i karrieren. Den havde dog aldrig ligget helt stille, men har svinget op og ned i forhold til den aktivitet, Burke selv lagde i den og hvilke pladeselskaber, der ville indspille ham. For Burke selv var der mere i livet end musikken.

Den store glæde, som Salomon Burke udtrykte ved at indspille på Fat Possum, skulle man tro, gav anledning til at fortsætte samarbejdet, Sådan gik det ikke. Efter succesen på Fat Possum, skiftede han til næste udgivelse tre år senere - også en med et positivt budskab; Make do with what you got, til selskabet; Shout!Factory. Albummet blev produceret af Don Was og solgte også godt. Af Burkes sidste fem albums er det efter min mening det kedeligste. Burke er nu i rocken. Albummet virker tungt og uinspirerende og ligger langt fra moderne den moderne soul, som Was og Burke måske ville ramme med udgivelsen. Dertil er den for bastant og ikke luftig som Don’t give up on me.

Skal jeg fremhæve et nummer fra albummet, kan det ikke blive andet end Burkes udgave af The Band sangen; It makes no different:

Så blev det næste gang, året efter, countrymusikken, som Burke lod sig inspirere af. En udgivelse, som han slap bedre fra end den forrige. Flere af Burkes tidlige sange har tydelige elementer af country i sig, og for ham lå det ikke fjernt at indspille et album med titlen; Nashville:

”Jeg er dybest set bare en simpel dreng fra landet og har altid elsket country. Derfor har jeg også valgt at kalde pladen Nashville, fordi det er en slags hyldest til byen, til stemningen og alt, hvad den står for rent musikalsk. Nogen vil måske være overrasket over, at jeg synger country, men for mig er der ikke langt fra soul til country. Netop melankolien og sansen for livets realiteter er fælles gods. Country er for mig sjælens hjerteland. Mens soul er alt det, man føler, men måske ikke giver udtryk for. Alt det sjælen gemmer, og som nogle gange fosser ud af os som enten glæde eller tårer. Det er soul. Mit mål har været af kombinere de to – tage sjælen med ind i hjerteland, så at sige”
(Erik Jensen, Politiken, 24. september 2006.)

Her er en liveversion af Valley of Tears fra Nashville med Gillian Welch.

På Nashville, som er produceret af en countrymusik store musiker og producer; Buddy Miller, synger Burke sammen med flere af genrens kendte musikere; som Emmylou Harris, Dolly Parton, Patty Griffin, og Gillian Welch. Med udgivelsen af albummet tog han en af de udfordringer op, som han altid godt kunne lide at overskride: Han skulle synge duet:

”For første gang i mit live skulle jeg synge duet. Så kunne jeg lige så godt gøre det med nogle fantastiske kvinder. Det er hele countrymusikkens hof af dronninger, jeg er så utrolig helheldig at være sammen med. De har tænkt: Vi må hellere være sammen med det gamle fjols en gang for alle. Ellers bliver han bare ved”.
(Erik Jensen, Politiken, 24. september 2006.)

Endnu en liveindspilning. Her med Emmylou Harris og Buddy Miller på scenen. Sidstnævnte har produceret Nashville.

Med den voksende popularitet, ikke kun blandt publikum, men også blandt kolleger i musikbranchen, blev det til en del flere duetter. Han synes at være blevet meget respekteret af sine kolleger. Eller måske var det for at styrke deres egen popularitet, Burke blev kontaktet. I al fald blev han en, som mange syntes, at de måtte have med på scenen til deres koncerter. Ofre kom Burke ind for at medvirke i et nummer eller to. Efterhånden, som hans mobilitet forsvandt på grund af ekstrem overvægt, og han udelukkende sad på sin trone, blev denne side af karrieren meget vanskelig at opretholde.

De sidste to udgivelser af de fem som Burke senest udgav; Like a fire og Nothing’s impossbile vil jeg ikke komme nærmere ind på her. De er ikke særlig interessante. Jeg vil blot, uden nærmere kommentarer, nævne, at jeg nok finder, at sidstnævnte er en de bedre udgivelser i dette millennium. På Allmusic skrives følgende: …this is old school R&B that’s smart, passionate and powerful and proves the king of Rock and soul still rules his Kingdom…”

Den udsete redningsmand kom altid for sent: De mange skift mellem pladeselskaber
Burke første plade blev udgivet i 1955 på selskabet Apollo. Det var singlen: You can run, but you can't hide, som var en hyldes til sværvægtsbokseren, Joe Louise

Han havde på det tidspunkt optrådt med gospelsange, da han i en alder af 12 år turnerede som The Wonder Boy Preacher rundt på den amerikanske Østkyst.

Som 7-årig startede han på at prædike i den kirke; Solomon’s Temple: The Church Of God For All People, som hans meget religiøse mormor, til hans ære, havde grundlagt. Solomon skulle overtage kirken, når mormoren døde.

14 år gammel skrev, hans sin første sang; Christmas Presents From Heaven, tænkt som en julegave til mormoren. Nogle dage senere fik han en guitar af mormoren i julegave og sang den sang, han have skrevet til hende. Dagen efter døde mormoren!

Senere udgav Burke sangen til sin mormor:

Efter et par år, i 1959, forhold Burke Apollo. Grunden var, at han følte sig snydt af både manager og pladeselskab. I ren skuffelse valgte han at forlade pladebranchen og levede i nogle år i Philadelphia som bums. Efter en periode skiftede han branche og startede en bedemandsforretning. En manager fik, ved at lokke Burke med en stor bil, ham til at starte musikken igen, og han indspillede et par singler for selskaber Singular Records.

I 1960 oplevede Burke, det der sidenhen blev kaldt hans gyldne periode. Han underskrev i 1960 kontrakt med det helt store selskaber inden for R&B; Atlantic Records. Samarbejdet varede indtil 1968. I alt udgav han i perioden hos Atlantic; 32 singler, fire nyindspillede albums og en Best Of..” Hans mest kendte hits stammer fra tiden hos Atlantic. Solonom var dog ikke blandt soulens største navne. Han blev betragtet som et niveau lige under kunstnere som f.eks. Otis Redding, Wilson Pickett, Sam & Dave og Aretha Franklin.

Det sidste store hits for Burke på Atlantic blev: Tonight's The Night:

Et stort hit efter tiden hos Atlantic blev en genindspilning af Creedence Clear Water Revival's; Proud Mary. Den blev udgivet på det lille selskab; Bell. Et selskab som på den tid havde flere store navne som; Al Green, Lee Dorsey, The O’Jays. Burke kom til Bell i 1968. Kun 18 måneder blev det til på Bell – og samlet set til udgivelsen af 5 singler. Alt indspillet materiale fra Bell findes på udgivelsen: Proud Mary: The Bell session. Flere af indspilningerne på Bell er foretaget i det velansete Muscle Shoals Studio, hvor Aretha Franklin startede sin soul-karriere.

Her kan The Bell Session høres. Sangene følger automatisk hinanden.

Efter Bell gik turen til MGM Records, som ikke var udbredt soul orienteret, men linjen gik mere i retning af country. Derfor blev det ikke Burkes opgave at udfylde hullerne efter soulmusikken, som havde det svært kommercielt i første del af 1970’erne. I 1973 valgte Burke at forlade MGM – hed det sig officielt. Det er nok mere korrekt, at han blev droppet.

En lidt mere funket Burke på MGM:

Igen udgivelser på et nyt selskab. På Chess blev det til to albumudgivelser: Music To Make Love By, en meget sigende titel i 1975 og året efter udkom: Back to My Roots. Der er tale om to ret så intetsigende udgivelser. Music to Make Love By indeholder, som titlen lægger op til, en række temmelig smålumre sangen egnet til dæmmet sovekammerbelysning. Med en kælen sexet stemme a lá Berry White satte Burke stemningen for natten!

Back To My Roots lyder interessant, men lover ikke, som Music to Make love By, hvad den lægger op til. På udgivelsen forsøger Burke sig med en disco-udgave af et Cole Porter nummer!

Night and Day fra albummet: Back to my roots.

Det lykkedes ikke, hvad der måske heller ikke er noget at indvende imod, at holde Chess kørende. Solomon kunne ikke redde selskabet med udgivelser, der ikke førte noget nyt med sig, og hvis forsøg på at ramme tidsånden mislykkedes.

Efter succesen udeblev hos Chess, startede Solomon Burke som bedemand. Da han nogle år senere vendte tilbage til musikbranchen, havde han, sideløbende med indspilninger og turneer, sidebeskæftigelser. Sikkert med de dårlige erfaringer fra musikbranchen i baghovedet; Intet er taget for give og altid går det op ned. En af hans mange job var at drive et cateringfirma i bagenden af turnebussen, hvor han smurte sandwich til andre turnerende kunstnere. Prisen på disse steg, jo længere ude på landet, de kom. Andre jobs havde ofte større prioritet end musikken. Det fortælles, at Burke en dag pludselig forlod en indspilningssession og ikke havde tid til at høre det endelige resultat: Han kunne tjene lidt ekstra ved at skovle sne.

Listen af pladeselskaber som Burke benyttede sig fra sin første til sidste indspilning var lang. Her skal udover de, der allerede er nævnt omtales: ABC, Infinity, Savoy og Rounder. Han er blevet hyret på det forkerte tidspunkt - lidt for sent - og har underskrevet i situationer, hvor selskaberne har manglet en topartist, som kunne redde dem fra at gå fallit. Dette er hans periode netop hos det legendariske bluesselskab Chess et godt eksempel på. Han kom til Chess på et meget dårligt tidspunkt i 1975. Flere af de ledende personer, det være sig sangskrivere, producere og grundlæggere, havde på det tidspunkt forladt Chess.

Her en udgivelse fra ABC, et af Burkes mange pladeselskaber, som han var tilknyttet fra 1974-75. Her fik han et mindre hit med med: Looking for a sign:

Et dybt religiøst menneske, men aldrig ortodoks, fordømmende eller moralsk.
Burke var et dybt religiøst – men et også et socialt og kærligt menneske. Han var, præst, leder af en uafhængig kirke i Philadelphia og senere flere i Californien tilknyttet; Solomon’s Temple, var prædikant og samtidig healer. Umiddelbart virkede hans tro meget fundamentalt, når han talte om Guds vilje, men han havde samtidigt synspunkter, som gjorde det svært at placere ham i denne bås. Det var mere nuanceret end som så. Mange synspunkter er det svært at forbinde med amerikanske kirkelige retninger, men det skyldes måske mere mine fordomme end et reelt kendskab til Solomon’s Temple.

I interviewet med Erik Jensen viser Burke overraskende og uortodokse sider af den tro, der var så omsluttende en del af hans liv. Om vielsesritualet siger han:

”Hver gang jeg skal vie et par i min kirke, glæder jeg mig helt vildt til den sætning med: ”Til Døden jer skiller”. Jeg kan ikke lade være med at tilføje: Til døden eller livet skiller jer. (….) Livet er vidunderligt, vi skal bare lære at leve det. Og forstå, at der også hører sorg og bekymringer med, som bare ikke altid kan løses inden for ægteskabet. SÅ må man opløse det, men derfor skal man ikke føle sig som en menneskelig fiasko”.
((Kilde: Politiken 24. september 2006))

Overraskende, så var Solomon Burke vild med ”ganster-rap”, som han lyttede en del til. Han fandt udtryksformen vigtig for de unge frem for, at de gjorde det igennem vold eller med brug af våben. Burke opfordrede til ikke at fordømme de unges udtryksform, fordi vi ikke bryder os om sproget. Om det sagde han:

”Jamen, det dækker over tunge problemer. Mange af disse her unge kender ikke engang deres forældre. De er vokset op hos deres bedsteforælder ligesom mig selv. Selvfølgelig er der vrede og kraftudtryk i deres musik, mene det er snævert synet at stille op og fordømme det i stedet for at lytte til alt det, der rører sig bagved. (….). Så hør dog efter”.

Fra scenen strømmede kærlighed og soul ud over publikum.
Fra Solomon Burkes opfattende koncertturneer gennem hele sin lange karriere er der udsendt flere glimrende livealbums. Så er vi tilbage ved kærnen af Burkes musik: Soul og kontakten med publikum. Forhold, der ikke var til stede i de mange indspilningsstudioer, han passerede ud og ind af.

Et glimrende og rost livealbum fra før hans millennium-karriere er: Live at House of Blues fra 1994, indspillet i Orleans med et til lejligheden sammensat orkester.

Publikum elskede, når Burke gav den fuld gas med soulnumre - og Burke elskede sit publikum. Det kan især tydeligt høres på de sidste af hans livealbums; Soul var og blev hans varemærke. Her swinger det, og her lyder han bedst. Liveudgivelserne blev, hvad der er forståeligt, kombineret med sange fra hans sidste fem udgivelser. Disse står dog ikke så stærkt blandt det mere traditionelle soul repertoire, men bedre end de gør på studieudgivelserne.

Måske introducerede Solomon Burke soul til et nyt yngre livepublikum. Det, som var kommet på grund af kendskabet til hans seneste udgivelser. Burke gav sig 100 procent, når han siddende på sin kongetrone blev introduceret og modtaget som en konge. En ekstrem overvægt og en gigtplaget krop, gjorde det umuligt for ham til sidst at stå på scenen. Alle hans sange blev de seneste år fremført siddende.

Når jeg ser uddrag fra hans koncerter, er hans udstråling og opmærksomheds på publikum helt ekseptionel. Han taler konstant respektfuldt til publikum og overøser dem med sin kærlighed. Burke kombinerede sin musik med sin religiøse overbevisning og spredte også fra scenen sin tro og kærlighed over publikum.

Bedre end denne liveoptagelse fra Montreux bliver det næppe!
Lyt til hele udgivelsen!

Måske er det sidste album alligevel det bedste.
Et album blandt Burkes udgivelser i dette millennium har jeg ikke nærmere omtalt. Det er albummet indspillet i 2009 og udgivet i 2011, året efter hans død: Hold on tight, Albummet er indspillet i Holland med et af landets mest populære rockbands; De Dijk, og det er bandets sange, der indspilles. Sangene stammede alle fra bandets bagkatalog. Sange er oprindeligt skrevet på hollandsk, men blev oversat til engelsk. De Dijks sange er soul-og funkpræget og passer godt til Burkes stemme

Det særlige med udgivelsen er, at der for første gang er tale om et samarbejde mellem et band og Solomon Burke. Tidligere arbejdede han med studiemusikere og/eller håndplukke musikere.

Mens jeg har skrevet dette indlæg, har jeg flere gange vendt tilbage til lytning af Hold on tight. Efterhånden, som det har "sat sig", er jeg nået frem til, at det er faktisk dette album, jeg synes, er det bedste af Burkes millennium-udgivelser.

Lad Allmusic komme med indlæggets sidste bemærkning.

"....it's a stronger and more satisfying piece of work than most of his other post-millennial albums, and it's the closest thing he managed to a truly effective rock & roll collaboration; it's an impressive finale to a genuinely remarkable career"

High and Lonesome and then some: En fortælling om Todd Snider

I katedralen Santa Maria del Mar i Barcelona ligger, der en del gravsten i kirkegulvet.

 I en af disse gravsten er der graveret en hat – ganske enkelt – en hat, som afbildet ovenfor til venstre. Billedet af denne hat har igennem længere tid fungeret som baggrundsskærm på min bærbare computer.

Jeg tog billedet af gravstenen for en del år siden og har altid fundet det fascinerende at denne indgravering er fuldstændig nutidig i sit billedsprog.

 En hat – gennem flere århundreder – en hat, lig den til højre.
Samme model eller tæt på. Hatten til højre tilhørte Todd Snider.

 Todd Snider blev født den 11. oktober 1966

Han udgav sit første album Songs for The daily Planet i 1994 på Jimmy Buffetts pladeselskab Margaritaville Records og sit seneste album High and Lonesome and then some,  den 17 oktober 2025 på eget selskab Aimless records.

Han døde den 14. november 2025 

Så High and Lonesome and then some , blev hans sidste album. Todd Snider var singer- songwriter, men jeg tror ikke, der er mange i Danmark, der kendte til ham.

Det råder jeg hermed bod på, for han er faktisk et bekendtskab værd.

Todd Snider  De to første albums 1994 – 96
Todd Snider ville være Troubadour, omrejsende sanger .

Han havde set og hørt Jerry Jeff Walker og tænkte ”Det er sådan jeg vil leve mit liv”  som han selv siger det, forskellen på en Free Loader og en Free Spirit, så for ham ud til at være nogle få akkorder på en guitar.
Han blev fan af Jerry Jeff Walker – Han lærte alle Jerry Jeff Walkers sange – Han blev senere ven med Jerry Jeff Walker, men inden da ……….

Det lykkedes for Todd Snider at få Jimmy Buffett gjort interesseret i hans sange, og udgive Songs for The Daily Planet.
Det er faktisk temmelig bemærkelsesværdigt, for Jimmy Buffett etablerede selskabet i 1992, og der er ikke mange andre end ham selv, som fik udgivet noget på det label.

Margaritaville Records havde en distributionsaftale med MCA Records, så udgivelserne blev udsendt overalt, og Jimmy Buffett var et kæmpenavn i USA.
 Ikke dårligt for en debutant.
Det lykkedes ham også at få et mindre hit med en sang fra det første album.

Underfundigt nok findes sangen angiveligt ikke på Songs for The Daily Planet. Talkin’ Seattle Grunge Rock Blues, som sangen hedder er et skjult track på Cd’en, men Dj’s fandt det og sangen blev også udsendt som promo single:

 Todd Snider er morsom, og her kopierer han Bob Dylan, som i sin tid kopierede Woody Guthrie, som introducerede stilen tilbage i slutningen af 1940’erne. Teksten er absurd, men er et godt bevis på, at Todd Snider, kan sin folkemusik-abc.

 Et andet nummer fra den første Cd er All Right Guy, som du kan vælge at se i en tidlig Byrds inspireret version med fuldt band, og Todd uden hat og med sko

eller i denne sene version fra et af de søndagsshows som Todd Snider sendte live under pandemien

I denne version oven i købet med en hilsen til Bob Weir og temmelig indforstået snak inden han går i gang med en slow version.

Todd Snider er historiefortæller – Todd Snider er charmerende – Todd Snider skriver sange om skæve eksistenser – og apropos skæve – så er Todd Snider konstant skæv.

I en bibemærkning i en af sine livefortællinger, som kan ses på youtube (indslaget handler om Jerry Jeff Walker – historien varer 15 minutter sangen varer to) fortæller Todd Snider, at han altid gik

med en fisketaske over skulderen for at have plads til alle de drugs, som folk gav ham.  Han ved ikk e hvorfor folk giver ham alle de drugs, men det er jo en god ide at have noget at bære dem i, man kan jo ikke tage dem alle sammen på en gang.

Todd Snider: Oh Boy Records 2000 – 2004

Todd Sniders nye pladeselskab Oh Boy Records var ejet af en anden sangskriver, nemlig John Prine, som Todd Snider også lærte at kende og blev ven med.

Den sidste plade, som Todd Snider fik udgivet på Oh Boy, East Nashville Skyline, kom efter at han for tredje gang havde været på afvænning og desuden også været gennem en maveoperation.
I åbningssangen Age like Wine  erkender han, at det er for sent at dø ung nu og indrømmer ”Jeg troede, at jeg ville være død nu … men det er jeg ikke”,pladens fjerde nummer er et sjældent cover af Fred Eaglesmiths Alcohol and Pills som Todd Snider synger overbevisende:

I øvrigt endnu et bevis på at Todd Snider kan sin musik-abc, for der er ikke mange, der kender Fred Eaglesmith.
Pladen indeholder også denne hymne, som for 20 år siden beskriver den store splittelse i det amerikanske samfund:

Todd Snider: 2006 - 2009

New Door var et underselskab hos Universal, og de tog Todd Snider ind for at se om det denne gang kunne lykkes for Todd at få sin karriere til at glide…….. Musikken fejler ikke noget ….

Andet forsøg hos New Door er en liveplade, for det er der, at Todd Snider stråler klarest, men så lukkede New Door for Todd Snider, som blev ved med at være Todd Snider.
……..

Peace Queer 2008
er den første plade på eget selskab Aimless Records, og selskabet lever fuldt ud op til sit navn.
Titlen er i sig selv modsatrettet, eller er den?
Ydermere er der en film under samme navn Peace Queer The Movie

Filmen kan bedst beskrives som en roadmovie, og indeholder pladens sange i rækkefølge, men i andre versioner.
Filmen blev udsendt officielt i 2009 i et Box-set året efter af Yep Records , 500 eksemplarer:

* Each box set will be individually numbered and signed by Todd!
* Digital downloads of "Good Fortune" and "Don't Tempt Me" from The Excitement Plan available in your Stash immediately upon completing your order.
* 1 Specially designed hard-shell box featuring an original design
* 1 CD copy The Excitement Plan
* 1 DVD copy of Todd's short film Peace Queer featuring head shaking animation, intimate interviews and brilliant live performances captured on tour.
 The DVD also includes an 8 page booklet featuring animation stills and notes from Todd about the film.* 1 CD copy of The Excitement Plan Bonus Disc featuring unreleased audio material that will not appear on the regular version of the album. This disc is only available as part of the box set and will not be available anywhere else!
* 3 limited-edition Todd Snider stickers
* 1 nylon gypsy flag featuring the official Todd Snider logo (measures 4x6 inches)

The Excitement Plan i 2009
Yep Records ville da også gerne prøve at udgive en Todd Snider plade.
De satte Don Was til at producere og spille bas, Jim Keltner på trommer og Greg Leitz på dobro og steel guitar:

”Jeg fandt en firkløver i min have i dag, den manglede et blad men det er o.k.”
Slim Chance

I found a four leaf clover
In my yard today
It had one leaf missing off it
But that was okay
Looking it over I could easily see
Four is only just one more than three
That's close enough for me
Must be my lucky day

A slim chance
Is still a chance
A slim chance
Is still a chance
Hey hey
You don't necessarily have to pay the fiddler to dance

Foruden Slim Chance er der to andre mindeværdige numre på pladen, som er velspillet men også meget traditionel, men America’s favorite passtime  er en perle, som handler om baseballspilleren, Dock Ellis. Han var pitcher, altså ham, der skal ramme bolden med battet. En dag i 1970 blev han kaldt ind til en kamp, han troede, han havde fri, og i denne kamp ramte han ikke bolden en eneste gang, angiveligt, fordi han havde taget LSD.
Se det har Todd Snider skrevet en sang om, og den er der ikke andre, der kunne have skrevet:

Det andet nummer er Money, Compliments, publicity (song number 10).
Et nummer med en typisk Todd Snider slutning:

og han har vist lyttet til Randy Newman.

Fik jeg forresten nævnt Todd Sniders hjemmeside
www.Toddsnider.net    
Når du åbner, er det første, du ser :

En HAT …. En rød hat på blå baggrund ..

Todd Snider: 2011 – 2012

Todd Snider udgav på eget selskab Aimless Records 3 plader i 2011 og 2012.

Hvis du ikke kender Todd Snider, så er livepladen et godt sted at starte.
På pladen bliver han backet af gruppen Great American Taxi:

 Samme år udgav han Agnostic Hymns & Stoner fables

På denne plade akkompagneres han af Amanda Stiles på violin og vokal og Jason Isbell, på guitar. Teksterne er blevet skarpere med tiden, og efterhånden som forskellen mellem rig og fattig vokser i USA, fortæller Todd Snider tydeligt, hvor hans sympati ligger, ikke at der har hersket tvivl om det, men hans tekster begynder nu at blive almene i højere grad. In the Beginning:

Kombinationen af violin og grove akkorder på elguitar mens T.S. foredrager fungerer virkelig godt, og Amanda Stiles stemme sammen med TS i omkvædet. De synger sammen i: West Nashville Grand Ballroom Gown

og også her fungerer det. T.S. har spidset pennen og er i godt selskab. Det er en virkelig god plade.

 Time as we know it - The songs of Jerry Jeff Walker 2012  
Sammen med Great American Taxi indspiller T.S. 14 sange som Jerry Jeff Walker enten har skrevet eller indspillet, Don Was har produceret, og det er alt hvad jeg har at fortælle om den plade, for den ligger ikke på nogen af streaming tjenesterne, eller på T.S. hjemmeside. Det er ret indlysende at T.S. vælger at indspille disse sange, måske som en fødselsdagsgave Jerry Jeff Walker blev 70 år i 2012, og pladen fik udmærkede anmeldelser, men sammenspillet med Great American Taxi medførte bl.a. at keyboardspilleren Chad Staehly en dag spurgte Todd, hvorfor han altid optrådte sammen med ældre sangskrivere, og ikke med folk på hans egen alder?

I en anden sammenhæng fortæller Todd Snider, at hans yndlingsbeskæftigelse, når han ikke selv optrådte, var at tage ud og lytte til Jam-Bands, og dem er der en del af i USA Ind imellem deltog han selv. Hans favoritband var på det tidspunkt Chris Robinsons Brotherhood, som havde guitaristen Neil casal som medlem.

En aften havde bassisten Dave School fra Widespread Panic ladet Todd Snider forstå at de da godt kunne prøve og lave et band sammen.

Hard Working Americans: 2013 – 2017

Som sagt så gjort i 2013 etableredes Hard Working Americans bestående af Todd Snider, leadvokal ; Dave Schools, bas ; Neil Casal, Guitar; Duane Trucks, trommer , Chad Staehly, keys og senere også Jesse Aycock guitar og lapsteel

 På papiret en supergruppe, og de levede i den grad op til dette i den periode, hvor de var aktive.

Deres første album bestod udelukkende af sange skrevet af andre, men det var først og fremmest Todd Snider der havde udvalgt sangene, som omfatter Frankie Millers Backland Farmer fra 1959, Mr. President have pity on the Working man, Randy Newman 1974 og Kevn Kinneys Straight to Hell fra 2000.

Interessant er det at Todd Snider, indtager en politisk rolle, noget han ikke har gjort så tydeligt før.
De sange, som er valgt til den første plade indikerer, solidaritet med ”den lille mand”, endvidere siger Todd Snider, at medlemmerne i bandet er patrioter og ønsker at tage flaget tilbage, et flag, som han mener er blevet røvet af højreorienterede. Desuden er bandnavnet heller ikke tilfældigt: ”.....vi arbejder hårdt, det er også hårdt arbejde at spille og optræde”.

Det klæder Todd Snider at være forsanger i et band. Han skal ikke fortælle lange historier, eller spille guitar, men blot koncentrere sig om at synge og ind imellem spille mundharpe, derudover bare nyde at stå på scenen i selskab med en flok dygtige musikere. Der må danses !

Pladen åbner med Backland Farmer i en version, der lyder som et sydstatsband, men når trommeslageren hedder Duane til fornavn og Trucks til efternavn, og hvis onkel Butch Trucks var trommeslager i Allman Brothers Band, så giver det god mening.

 Pladen er vellykket, det lyder virkelig som et band, masser af spillelyst og kompetente folk, mine personlige favoritter er

Straight to Hell:

og Run a Mile

 I 2014 udsendte bandet The First Waltz , en live CD og DVD som ligger tæt op af den første plade, men i 2016 kom Rest in Chaos, og den består udelukkende af originalt materiale, hvor bandet på de fleste sange står som komponister, og så er der et par Todd Snider sange.

 Pladen er mere varieret i lydbilledet end den første plade, sangene handler som sædvanligt om at fyre den af, så Hard Working kunne sagtens udskiftes med Hard Living Americans.
H.W.A. lyder virkelig som et band, der har spillet sammen længe, desværre sluttede det året efter med endnu en Live udgivelse ”We’re all in this together”

Men perioden satte tydelige spor i Todd Sniders videre produktion.

Roman Candles:

Eastside Bulldog 2016

Todd Snider havde et alter ego Elmo Buzz, som han optrådte under på små klubjobs, og således undgik problemer med booking agenter.
Indspilningen er som sangene rå og enkel. Det er, som at gå ind på en tilfældig bar hvor som helst.
Tekster om biler, tøser og fest, fest i ånden fra Wooly Bully og Louie Louie
Come on up:

Todd Snider: 2019 - 2023

Vi starter med den sidste Crank it we’re doomed fra 2023 for det er egentlig en plade som Todd skrottede i 2007, og hvor størstedelen af materialet sidenhen er blevet brugt , måske ikke med helt samme instrumentering, men ikke desto mindre, så er de fleste numre nu kendte i forvejen fra Peace Queer og The excitement Plan især.

 Live pladen The Return of The Storyteller er optaget på den første tur Todd Snider var på efter COVID.
Han kalder det selv sin anden tur.

 Den første varede 30 år og blev stoppet af COVID.

 Udgivelsen indeholder sange fra hele karrieren også et par sange fra Hard Working Americans.
Under Pandemien indspillede Todd alle sine tidligere plader solo i The Purple Building i East Nashville, og han sendte live shows via YouTube.
Shows, som stadig er tilgængelige, med titlen The Get Together
Den første er fra den 3. januar 2021 og så de næste 28 søndage.

 I april 2021 udsendte han First Agnostic Church of Hope and Wonder, og det er en plade, som man er nødt til at anskaffe sig, alene på grund af noterne, som Todd Snider har skrevet til de enkelte numre og som ikke findes på streamingtjenesterne.
Derudover er det en plade, hvor det mærkes, at han har været sammen med musikerne i Hard Working Americans i årene forinden.
Han fortæller, at han har lyttet en del til Parliament Funkadelic, og det er en rigtig god ide – kan i øvrigt anbefales til enhver som bare interesserer sig en smule for musik.

 Todd Snider introducerer begrebet P-Folk, og så fortæller han os, at han rent faktisk er ordineret præst.
Det blev han tilbage i 2013, hvor han viede Amanda Shires & Jason Isbell.
Som sagt, noterne er rigtig gode, men det er musikken også, så inden du får anskaffet dig et eksemplar, så er der to eksempler fra pladen.

 Først en bøn fra præsten: Agnostic preacher’s lament

Og så lidt P-folk: The Resignation Vs. The Comeback Special

 Og så til Cash Cabin Sessions, Vol 3 (der findes ikke en Vol.1. eller Vol.2 ).

Albummet, blev indspillet i Cash Cabin Studios den første uge i oktober 2018, og Snider er i fin form.
Han spiller alle instrumenterne og har skrevet alle sangene bortset fra  "The Ghost of Johnny Cash" som er skrevet sammen med John Carter Cash.
Jason Isbell og Amanda Shires dukker endda op og bidrager med kor.

 Fem af albummets tolv sange var egentlig beregnet til et Hard Working Americans-projekt, som dog aldrig blev til noget.
Dette album indfanger hvert øjeblik perfekt. Med sparsom instrumentering dukker Johnny Cashs Martin-guitar op, og den overordnede følelse er en Todd Snider fokuseret  i nuet, og som med denne sang tager os tilbage til begyndelsen med en Talking Blues:
"Talking Reality Television Blues" :

I forbindelse med, at vi fik at vide, at Todd Snider var død den 14. november 2025, blev vi i vores lokale radio redaktion enige om at lave et program om ham.
Jeg havde på det tidspunkt et perifert kendskab til hans musik.

Jeg havde de to første Cd’er, som blev udgivet for 20 år siden, men da jeg hørte hans sidste udgivelse, blev jeg virkelig nysgerrig på hvem Todd Snider var.

Pladen åbner med en guitarlyd, som kunne være Lightnin’ Hopkins eller en anden gammel garvet bluessanger på Beale Street i Memphis eller siddende udenfor et shoppingcenter i en hvilken som helst by i USA og så begynder den gamle vise mand at synge, og teksten er skåret helt ind til benet.

 I was born in the human condition / Facing the great unknown
I was born in the human condition / I am facing the great unknown

Have to wonder what we're doing here together / Even though I know I'm leaving here alone

 So I found myself in the circle of some people /Where I wound up wishing I'd know
Found myself in the circle of some people / Where I wound up wishing I had know
No body know anybody well enough /To compare another life to their own
I can't please anybody that loves me / Anymore than anyone I known
I couldn't please anybody that loves me / Anymore than anyone I known
I had to kick my addiction to approval / So I could stick with the ones I enjoy
Like I don't know how
Like I don't know how
Like I don't know how
Like I don't know how
Like I don't know how
Like I don't know how
Without planning or reflecting /Or even expecting to be here now
Without planning or reflecting / Or even expecting to be here now
I was born in the human condition

Dancing like I don't know how

 Todd Snider havde allerede i 2023 prøvet at indspille sangene til High and Lonesome.

I Austin Texas sammen med Band of Heathens men var ikke tilfreds med resultatet, senere samme år prøvede han i East Nashville Studio og et par gange i 2024, men han kunne ikke rigtig finde lyden til sangene. Men i februar 2025 lykkedes det med Aaron Lee Tasjan på guitar, Sterling Finlay på bas guitar og Robbie Crowell på trommer at finde det groove, som han havde ledt efter:

 “I wanted us to sound like we’re so high that people think we should speed up,” T.S.

Aaron Lee Tasjan ( som spiller på dette års Tønder Festival ) fortæller om indspilningerne: ” Tre dage i træk satte T.S. sig foran mikrofonen og spillede alle alle numrene i rækkefølge, som på pladen. Den tredje dags aften, sagde han, at nu måtte der være materiale nok til at sætte pladen sammen".

Efterfølgende, siger Aaron Lee, da de skulle vælge ud og lytte igennem, kunne T.S. huske hver eneste detalje i hvert take fra de tre dage. Aaron Lee tasjan har altid set op til Todd Snider og tænkte, da han blev inviteret med til indspilningerne, at nu havde han chancen for at se mesteren over skulderen, og lære hvordan: "…. Men siger, ved du hvad jeg lærte, Todd Snider er magiker, ingen tricks, slet og ret magi".

High and Lonesome and then some indeholder 9 sange. While we still have a chance er skrevet sammen med Chris Robinson. Older Women er et Don Covay nummer fra 1971, hvor det hed Ain’t nothing a young girl can do, og de resterende er alle skrevet af Todd Snider.

Todd Sniders hjemmeside indeholder masser af musik, gratis downloads, videoer mm.
Og på youtube er der flere hundrede videoer med ham.

Officiel hjemmeside:
https://toddsnider.net/

Live på youtube:
https://www.youtube.com/live/6Vtjqkn9R54?si=qq5DA9cx_Ewa1KG_

I katedralen Santa Maria del Mar i Barcelona ligger, der en del gravsten i kirkegulvet.

 I en af disse gravsten er der graveret en hat – ganske enkelt – en hat, som afbildet ovenfor til venstre. Under den gravsten ligger resterne af en troubadour begravet.

Det findes på Bandcamp.com: pat mAcdonald

Jeg har tidligere skrevet 2 små indlæg, hvor jeg anbefalede Bandcamp.com

Første gang handlede det om The Incredible Casuals udgivelsen Doggy bag DeLuxe , og anden gang om Jon Cleary: Ocapella

I begge tilfælde drejer det sig om udgivelser, der kun kan findes via Bandcamp.

 Her kommer så et tredje indlæg som anbefaling af Bandcamp.com

I en mail fra min ven Tom Uebelherr, spurgte han, om jeg kendte Purgatory Hill, som han havde hørt spille ved en fernisering for nogle år siden.

– Nej, jeg kendte ikke Purgatory Hill, men det skulle hurtigt ændre sig.

Hvem er de ????, eller måske rettere hvem var de, for siden 2012 er der ikke kommet noget nyt fra Purgatory Hill. Noterne til deres første album konstaterer følgende:

"All songs written by Pat MacDonald except “Meet Ze Monsta” (PJ Harvey), “Rollin’ &Tumblin’ (traditional), ”Wanna Be Your Dog” (Iggy Pop), and “Shut Up” (Pat Macdonald, Mark Hudson, Dennis Greaves)
Pat Macdonald (aka PurgAtory Hill) on Lowebow “Purgatory Hill Harp” (cigar box guitar/bass), harmonica, stomp board, and vocals.
melaniejane on tambourine, maracas, Lowebow Shake Stick, organ, backing vocals, spoken word rant on "Shut Up""!

I et interview bliver pat mAcdonald- sådan skriver han faktisk selv sit navn:
"What's the greatest song ever written?"

Svaret lyder:

"Rollin' and Tumblin' seems to be one of the songs at the heart of rock 'n' roll and blues."

Rollin’ and Tumblin’, by pat mAcdonald / Purgatory Hillfrom the album Purgatory HillPurgatory Hillfreejazzy

Så jeg lyttede Purgatory Hill og kom sjovt nok til at tænke på Marie and The Wildwood Flowers: Single Girl:

 LPén med Marie and The Wildwood Flowers står i reolen, og associationen var rigtig nok, da jeg satte pladen på. En anden association var The The Soul Mining – men begge disse “bands” var aktuelle i firserne. Ikke desto mindre var der noget i lyden hos Purgatory Hill, som bragte disse navne på banen.

Og det skulle hurtigt vise sig, at der var/er en grund til dette, for Pat Macdonald er ensbetydende med TIMBUK3 som i midtfirserne og ind i halvfemserne udgav en række plader, og så faldt lydbilledet på plads, for det er samme periode at Henryk Lipp og Matt Johnson var aktuelle med Marie and the Wildwood Flowers og The The.

TIMBUK3
Bandet var fra starten ægteparret Pat Macdonald og Barbara K Macdonald og en Boom Box.

De udsprang af bandet Pat MacDonald & The Essentials som i 1981 udgav : Lowdown:

From“My first vinyl release, on a Madison indie label (Mountain Railroad Records). It was recorded in Ripon, WI at a studio called Horizon. Here are three tracks from it.”Pat MacDonald & The Essentials

Pat og Barbara tog til Austin Texas, og fik en pladekontrakt med I.R.S.

 På deres første album: Greetings from TIMBUK 3 fra 1986 var nummeret: The Future so bright I got to wear shades, som blev et stort hit USA.

I perioden 1986 – 1995 udgav TIMBUK 3 i alt 6 album og turnerede flittigt i USA.

Bandet udvidedes efterhånden med bas og trommer.
Alle pladerne fik positiv kritik, men bandet fik aldrig et hit igen.
I forlængelse af at Pats og Barbaras ægteskab gik i opløsning, skete det samme for bandet.

 Pat Macdonald skrev stort set alt materialet til TIMBUK 3 og inden da også tidligere til bandet The Essentials.

Årene efter TIMBUK 3
 Efter opløsningen tog Pat Macdonald til Barcelona. Jackson Browne er en af Pats venner, og han havde en lejlighed i Barcelona, som han i længere tid havde opfordret Pat til at gøre brug af. Da han endelig gjorde det, sørgede Jackson Browne for at introducere pat mAcdonald til en række gode folk som han kendte og Pat Macdonald endte med at bo i Barcelona og turnere i Europa i en årrække.

Han udgav fire albums på det tyske selskab Ulftone fra 1997 – 2003:

Tilbage i USA
I 2004 vender Pat Macdonald tilbage til USA, nærmere bestemt til Sturgeon Bay, Wisconsin.

Pats søster har brug for ham.

Hun er involveret i kampen for bevarelse af en gammel stålbro som krydser bugten. Broen åbnede i 1931 og man har nu planer om at erstatte den med en ny bro.

 "På grund af statens beslutning om at erstatte den historiske Sturgeon Bay-bro, blev en historisk bevaringsgruppe kaldet; Citizens for Our Bridge, dannet for at beskytte broen ved at øge samfundets bevidsthed for at sikre finansiering til dens restaurering.

Gruppen sponsorerede en velgørenhedskoncert, Steel Bridge Songfest, i 2005; koncerten blev headlinet af Jackson Browne og Green Bay-fødte Pat MacDonald.

Citizens for Our Bridge har afholdt koncerten årligt siden 2005; koncerten i 2009 omfattede 150 kunstnere, herunder Jane Wiedlin, James McMurtry, Freedy Johnston, Victor DeLorenzo og Louise Goffin".
Fra wikipidea  https://en.wikipedia.org/wiki/Sturgeon_Bay_Bridge

pat mAcdonald hjælper sin søster med at arrangere den første Steel Bridge Songfest, og i forbindelse med dette opdager de, at der i Sturgeon Bay ligger et Holiday Inn Motel, som daterer sig tilbage til 1952 og stadig har det oprindelige udseende og interiør.

Og da det, der begyndte som et forsøg på at redde en bro, hurtigt voksede til en årlig begivenhed, blev The Holiday Motel hjemsted for musikere og sangskrivere, der donerede deres talenter til initiativet

 Så de købte motellet i 2007, igen med hjælp fra Jackson Browne, denne gang økonomisk, og de omdøbte det til The Holiday Music Motel. Herefter blev det til et evigt knudepunkt for løbende bestræbelser til inspiration og fremme af kreativt samarbejde.

 pat mAdonald kommer oprindelig fra Green Bay, Wisconsin som ligger 60 kilometer syd for Sturgeon Bay, så han er næsten hjemme, hvor han begyndte.

 I dag bor han på The Holiday Music Motel, hvor han har studie og giver små intime koncerter arrangerer sangskriver sessions, og fortsat arrangerer den årlige Steelbridge Songfest.  Foruden hans egne udgivelser, som ligger på bandcamp.com, ligger der udgivelser lige fra den første Steel Bridge Songfest i 2007 og frem til 2020.

Desuden er en lang række af de sangskriversessions, som Pat Macdonald arrangerer, også udgivet og kan findes på bandcamp.com med søgningen Holiday Music Hotel.

 Det bedste sted at søge oplysninger om Pat Macdonald er foruden bandcamp.com, hjemmesiden; Purgatoryhill. Her ligger en lang række af hans udgivelser  til fri download eller/og streaming:

Der bor cirka 10.000 mennesker i Sturgeon Bay.

Kampen for bevarelse af den gamle bro førte så meget mere med sig og skabte et enestående kreativt musikmiljø.

Musik og kulturmøder: Chuck Prophet og cumbia-musikken.

“Cumbia is part of Latino identity now. It’s a genre that unites immigrants from many countries. While traditionally thought of as “poor people’s music" in Mexico, cumbia is now making inroads into the middle and upper classes.”
Raquel Pacheco assistant professor of anthropology at UC Santa Barbara.
https://news.ucsb.edu/2023/020886/unity-rhythm

Et interessant aspekt ved at interessere sig for musik er, hvordan musikalske genre forandre sig over tid ved at krydse geografiske og kulturelle grænser. Musikere rejser fra en kultur til en anden, hvor deres musik langsomt bliver indoptaget i den lokale kultur og dermed får et nyt udtryk. Det kan være i form af anden instrumentering og andre rytmer.

Det er processer, der er sket - og sker konstant - og overalt i verden: Nye spændende subgenrer opstår. Særligt områder omkring Det Caribiske Hav har spillet en central rolle for kulturelle musikmøder og skabelse af musik, der har spredt sig ud rundt verdenen, og som vi også lytter til i Den Vestlige Verden.

Redaktion har efter koncertoplevelser med Chuck Prophet and His Cumbia Shoes i København blevet inspireret til, i et mindre tema, at fortælle, hvordan musik fra Sydamerika har forandret sig i mødet med lokale og ikke mindst med vestlige kulturer. Først afsnit i temaet handler om cumbia-musikken fra Colombia.

Et kommende afsnit vil, som det ser ud lige nu, handle om, hvordan den latinamerikanske musik mere generelt har påvirket den vestlige rock og jazz.

Chuck Prophet solokarriere
Den 22. november i år var det anden gang, jeg inden for tre år var til koncert med den californiske sanger, sangskriver, producer - og glimrende guitarist - Chuck Prophet. Han kendes nok bedst som medlem af Los Angeles-bandet: Green on Red, som eksisterede i 1980'erne. Prophets solokarriere er mindre kendt end hans tid i Green on Red. Hans første solo-lp blev udgivet i 1990. Indtil nu har han udgivet 15 soloalbums. Det sidste med His Cumbia Shoes: Waking The Dead , som udkom i 2024. Med dette band har Prophet kun udgivet dette ene album. De fleste er indspillet med backing-bandet: The Mission Express, som ikke er nævnt med navn på covers. Bandet er opkaldt efter en busrute, der gik igennem bydelen, hvor Chuck Prophet boede.

I dette interview fortæller Chuck Prophet om sin karriere

Mit kendskab til Chuck Prophet startede sent i hans lange karriere. Medredaktøren præsenterede mig, som så meget andet, for Prophets udgivelse fra 2017: Bobby Fuller Died for Your Sins. Senere for den følgende lp: The Land That Time fra Forgot fra 2020. Disse udgivelser vakte min interesse for Chuck Prophets tidlige solokarriere, og jeg har anskaffet mig et par cd'er, som jeg er i gang med at høre.

En liveindspilning fra Roskilde Festivalen i 1997 er jeg særlig begejstret for: Homemade Boot. Med sig har han et tungt rockende: The Bible Dusters. Et band jeg ikke senere er stødt på. Indspilningen har på flere sange et Lou Reed lignende udtryk. Udgivelse, som kan købes på Bandcamp, er pt udsolgt og kan ikke umiddelbart findes på nogle af streamingtjenesterne.

Derimod findes på Internet Archive en liveindspilning med Chuck Prophet fra Rytmeposten i Odense optaget i november 1999. Indspilningen viser, hvor han musikalsk befandt sig bare to år efter hans optræden på Roskilde. Og han har været mange steder. Navnet på hans backingband fremgår ikke af optagelsen.

Chuck Prophet Live at Rytmeposten on 1999-11-20 : Free Download, Borrow, and Streaming : Internet ArchiveChuck Prophet 1999-11-20Rytmeposten, Odense, Denmark lineage: sbd > ? > cds > eac > flac thanks to Jim D in the PNW for the cdr tradedisc 101 intro02…Internet Archive

Min første koncert med Chuck Prophet var i april 2023 og fandt sted på et af de mindste, og ikke særligt publikumsvenlige, spillesteder, jeg endnu har besøgt: Råhuset i København. Chuck Prophet mødte her op med bandet sit sædvanlige band: The Mission Express. En fin koncert, hvor Chuck Prophet viste sine mange facetter som sangskriver og som en glimrende guitarist med et velspillende band bag sig. Dertil kom en god direkte og humoristiske kontakt med publikum.

Koncerten blev desværre voldsomt skæmmet af et lydniveau, som blev der spillet i en kæmpe arena. Utroligt, at det kunne finde sted. Det tog glæden af oplevelsen.

I nedenstående video kan høres, hvordan Chuck Prophet and The Mission Express lød live i 2024. Kvinden ved keyboardet er Chucks kone; Stephanie Finch, som siden starten på hans solokarriere stort set uafbrudt har indspillet og turneret med sin mand. Finch synger, spiller guitar og keyboard. Hun medvirkede dog ikke på de sidste Europa-turneer og synes ikke at være en del af His Cumbia Shoes.

Chuck Prophet i en mexicansk udgave med His Combia Shoes.
I november 2024 besøgte han igen "Råhuset", men denne gang med sit turneband: His Cumbia Shoes. Kort forinden, i oktober, havde han sammen med bandet: Quiensave, indspillet det cumbia-inspirerede album: "Waking The Dead". En koncert, som det til min store irritation viste sig umulig for mig at overvære. Endda på trods af en Aarhus-koncert denne gang.

I slutningen af november i år kom Prophet så på sit tredje Danmarks-besøg inden for tre år. Det synes at være meget taget i betragtning, at Chuch Prophets popularitet må indrømmes i Danmark at være begrænset og tyder på at trives blandt en hardcore gruppe af følgere. Herunder redaktionen på Musikfortællerne.
Alt gik op i en højere enhed denne gang, således at jeg kunne være med til min anden Prophet- koncert - også denne gang i København. Medredaktøren har taget alle tre koncerter med.

Koncerten med His Cumbia Shoes blev afholdt i DRs Koncertsal 3. Den seneste udgivelse Prophet-udgivelse: Waking The Dead, var omdrejningspunkt for koncerten. Salen var langt mere behagelig og lydvenlig at være i end i Råhuset. I Koncertsal 3 var der god plads til at bevæge sig til en glad, udadvendt og energisk omgang cumbia-musik, der talte til "skoene". Cumbia-sko findes ikke som begreb, inden for cumbia-verdenen, men kan måske henvise til den dansbare musik.

Den officielle video til udgivelsen: Waking The Dead.

Noget tyder på, at Chuck Prophet har fundet en populær niche, især i Europa, med sin latin-inspireret musik og mexicanske musikere i His Cumbia Shoes. Latininspireret rock har med mellemrum haft en vis popularitet i Europa.

Koncerten med His Cumbia Shoes var for mig en spændende introduktion til blanding af rock og cumbia. Musikken fik dog en tendens til at blive lidt for triviel og gentagende. På trods af at den første Prophet-koncert, jeg oplevede, var med det mindre band; Mission Express, var denne koncert mere interessant. Den mere enkle instrumentering, bas, trommer og to guitarer, gav faktisk flere musikalske udtryksmuligheder, end "His Cumbia Shoes" større besætning samt bedre mulighed for at vise bredden i Chuck Prophets store bagkatalog af gode sange.

Genreblandingen med "His Cumbia Shoes" kom til at virke mere begrænsende frem for udfoldende.

Nedenstående liveoptagelse viser, hvordan Chuck Prophet and His Cumbia Shoes formidler den glade og dansevenlig cumbia. I optagelsen fortæller Chuck, det første af flere korte interview, hvordan han blev inspireret af den populære cumbia på et spillested i Californien.

I modsætning til coverfotos på albummet Waking The Dead, indspillet med Quiensave, optræder Prophet og His Cumbia Shoes' mexicanske musikere, i et fuldt "mexicansk" outfit, som var det et showorkester.

I forbindelse med koncerten har jeg undret mig over, hvad mening er med det? Hvilken signaler vil bandet sende til publikum? I forbindelse med udarbejdelsen af dette indlæg, er jeg er stødt på mange billeder af cumbia-musikerer, som optræder i deres "almindelige" tøj.

Jeg har ikke svaret, men nogle bud. Er det et forsøg på gøre koncerten autentisk og "iklæde" den et professionelt præg af cumbia? Er det tænkt som en hyldest til cumbia-traditionen? Er det for at gøre publikum opmærksom på, at det er den mexicanske udgave af Prophet, denne koncert handler om: "Når vi tager uniformen af, er vi noget andet". Måske for at signalere, at der er forskel på den mexicanske Prophet og den californiske, og at vi dermed ikke kan forvente et bredt udsnit af sange fra Prophets bagkatalog

Eller ligger der en form for ironisk distance til musikken og dermed et signal om, at det her er kun noget, vi gør for sjov? På mig virkede bandet som en stereotyp amerikansk fremstilling af mexicanere, som den bl.a. kan opleves i mange amerikanske westerns. Lidt som en udklædningsfest.

Hvordan ville koncertoplevelsen have været, hvis bandet ikke var "klædt" ud?

Hvad er Cumbia for en musikgenre?
Ifølge Google beskrives Cumbia således:

"Cumbia er en latinamerikansk musik- og dansegenre med rødder i Colombia, der kombinerer afrikanske, indfødte og spanske indflydelser. Den har udviklet sig til mange forskellige stilarter i hele Latinamerika og er kendetegnet ved sin rytme, som ofte er tung på percussion, og sin karakteristiske dans med par, der bevæger sig i en cirkel"

Genren opstod i Colombias caribiske kystområder i 1600-tallet i forbindelse koloniseringen og er et klassisk eksempel på en blanding af tre forskellige kulturer; europæisk, afrikansk og colombiansk. Afrikanerne blev som slaver bragt til Caribien af de europæiske kolonimagter. Afrikanerne bragte trommerne ind i musikken, de lokale fløjte og percussioninstrumenter og europæerne bidrog med instrumenter, som guitar, harmonika, senere blæsere samt harmoniske strukturer. Fra Columbia spredte musikken sig til andre dele af Latinamerika, hvor den fik sit særlige lokale cumbia-udtryk: Et mexicansk, et peruviansk, et argentinsk.

I øvrigt har områderne omkring det Det Caribiske Hav et meget rigt og varieret musikliv. Området har været centrum for udvikling af mange musikalske blandingsformer som bl.a.: Calypso, reggae, ska, salsa og soca. Disse er hovedsagelig et resultat af kulturmøder mellem caribisk og afrikansk musik.

Særlige karakteristisk for instrumenter i cumbia er guacharaca, maracas og trommer. Guacharacaen, navnet henviser til en særlig lokal fuglesang, er et colombiansk percussion instrument ofte lavet af enten et udhulet stykke bambus- eller palmestamme. Det udhulede træstykke lukkes og fyldes med små frø. Disse skaber en raslelyd, når guacharacaen rystes. Ligeledes påføres cylinderen riller. Disse stryges med en pind eller med en gaffel af metaltråd for at skabe en karakteristisk skrabende lyd. Faktisk er det et to-i-et-instrument, som også bruges til at holde rytmen i dansen:

"But it’s cumbia’s distinctive double beat that sets it apart from other genres. It uses a scraper called a guiro, the sound of which is like the snare drum of cumbia. It holds the beat for the band, and for dancing"

Guacharaca findes i en mere moderne industrialiseret udgave fremstillet i metal.
Den ligner en rivejern, som stryges med et fladt piskeris. Denne version blev brugt af His Cumbia Shoes.

Maracas kendes formentlig af mange, som enten har modtaget elementær musikundervisning eller har hørt dem i forbindels med latinamerikansk musik. Enkelt sagt er det en traditionel guacharaca uden riller.

Kendetegnet for den tidlige cumbia er, at den udover hovedinstrumentet fløjte; gaita, benyttede sig af flere forskellige trommer/slaginstrumenter. Disse var: tamburin, tambora: håndtromme med skind i begge ender og som slås med en pind, samt llamador: en simpel mindre tromme med skin fastspændt med snore over et stykke træ lukket i den ene ende.

Forskellen på colombiansk og mexicansk cumbia er, at førstnævnte er langsommere, mere organisk, med fløjter og trommer som det centrale, hvorimod mexicansk cumbia er en fusion af lokale stilarter. Den er ofte hurtigere, mere kommerciel og med en bredere instrumentering, der inkorporerer elektriske guitarer, keyboards. Den mexicanske cumbia har udviklet sig lokalt til flere subgenrer som Sonidera og Norteña Cumbia.

Cumbia musikken er i alle dens afskygninger tilknyttet forskellige dansestile. Både i tid og rum er der forskel på de forskellige nationale og lokale måder, der danses til cumbia på. Den oprindelige og traditionelle cumbia-dans var en langsommere kædedans karakteristiske ved dens "slæbende" skridt, som skulle illustrere slavers gang i lænker!

Traditional cumbia-dans

Den moderne, mere elektroniske - og mere rytmiske - mexicanske udgave af cumbia lægger op til en friere danseform, dog fortsat med fastlagte trinmønstre:

I 1940'ernes Colombia dannede bandleder Pacho Galán, som var inspireret af klarinettisten Benny Goodman, et bigband, som kombinere cumbia, og andre latinamerikanske genre med swing, som det kendes fra Amerikanske big bands.
I 1950 spredte Gàlans big band-cumbia sig, bl.a. gennem pladeudgivelse, til de større colombianske byer. Denne form for synes i musik i kraft af dens vestlige indflydelse af være henvendt til byernes (vestlige) overklasse:

På denne spilleliste kan gøres smagsprøver på Big band-cumbia.

Oprindeligt var cumbia udelukkende en instrumental genre, men dette forandrede sig i slutningen af 1950'erne, hvor Nat King Cole indspillede et af orkesterleder Pacho Galán’s hits, Ay Cosita Linda, på sin anden af i alt tre albums på spansk med titlen; A mis amigos (1959).v

Sangen La Pollera Colora, som flere gange er blevet kåret til alle tiders bedste cumbia-sang, blev skrevet af klarinetisten Juan Madera Castro i 1960. Teksten blev skrevet i 1962 af sanger og sangskriver Wilson Choperena.

Cumbia i Mexico og Californien
I dag er Mexico et af de lande i Sydamerika, der blevet centrum for cumbia, og den identificeres ofte med dette land. Fire af musikerne i His Cumbia Shoes kommer fra Mexico. Den mexicanske udgave af cumbia går for at være mere festlig, mere rytmisk og mere dansevenlig. Den elektriske guitar spiller ofte en central rolle i den mexicanske cumbia. Chuck Prophet and His Cumbia Shoes har to guitarist.

Cumbia, som hovedsageligt var en musikgenre spillet på landet, bredte sig til mexicanske byer i 1940'erne. Musikken kom til Mexico, til området omkring Monterrey, med den colombianske musiker Luis Carlos Meyer. Meyer indspillede i Mexico med lokale musikere numre, som opnåede status af deciderede cumbia-hits. Gennem pladeindspilningerne i 1950'erne bredte cumbia-musikken sig til et større publikum. I mexico blev cumbia blandet med messingblæsere, fik en bigband-lyd, og ligeledes blandet med mexicanske stilarter som f.eks rumba. Den samme udvikling, som sås i Colombia.

I 1970'erne voksede cumbias popularitet yderligere i Mexico, da genren blev blandet med pop og ballader. Rigo Tovar blev en af de store cumbia-popstjerner:

Rigo Tovar blandede traditionel mexicansk og latinsk musik med moderne instrumenter som den elektriske guitar og synthesizer samt populære stilarter som rock og cumbia. Tovar udgav sin første lp i 1970 og turnerede både i Mexico og USA. Med udgivelse af albummet; Amor y Cumbia i 1976 opnåede han status af superstjerne i store dele af Latinamerika og USA. På sin karrieres højdepunkt i 1970'erne og 1980'erne blev han omtalt som "El Ídolo de México" (Mexico's idol) og "El Ídolo de las multitudes" (Massernes idol). Tavor stoppede sin karriere i 1990'erne. I løbet af denne solgte han mere end 3 millioner albums. Han døde i 2005. Få dage efter hans 59 års fødselsdag.

Hør en af Rigo Tover's, massernes idol, populære sange

En ny subgenre af cumbia opstod omkring slut 80'erne og start 1990'erne, ligeledes i Mexico og gik under navnet: Cumbia sonidera. Musikken er karakteristisk ved at tempoet blev sat ned, slagtøjsinstrumenterne fik endnu mere plads, orgelet blev fremtrædende og elektroniske lyde blev tilført. I Mexico blev sonidera DJ'enes musik, og de tilførte den nyt ved gennem udråb at understrege dele af lyrikken over store forsamlinger.

Bandet Grupo Sonador er et godt eksempel på den stærk rytmiske og medrivende cumbia-genre: Sonidera. Gruppen blev dannet i 1998 af brødrene Beto and Richie Tlahuetl in Cholula, Puebla. Grupo Soñador regnes for pionerer inden for keyboard and synthesizer-tung cumbia. Beto og hans datter Lucer samt Maritza Tlahuetl udgør i dag gruppen.

Eksempler på Grupo Sonadors smittende rytmer

I Californien, med statens grænse til Mexico og med de mange mexicanske indvandrere, er det naturligt, at cumbia med dens forskellige stilarter er populær, som både musik og dans.

Los Angeles gruppen LA LOM, forkortelse af Los Angeles League of Musicians, er et fint eksempel på mix af forskellige genrer som indgår i cumbia. Gruppen mixer blandt andet amerikansk rockabilly og western sound med mexicansk bolero og cumbia. Gruppens fængslende mix kan høres på nedenstående koncert: Cumbia Medley, indspillet i Thalia Hall i Chicago.

LA LOM følger i fodsporerne af Chuck Prophet og kan opleves DRs Koncertsal 2 den 2. februar 2026!

Et sidste og komplex eksempel på, hvordan genre blandes.
Nedenfor kan høres en single, Juana la Cubana, fra LA LOM's første album, som udkom i 2024 på pladeselskabet; Verve, som normalt forbindes med velrenommerede jazzudgivelser. LA LOMs aller første udgivelse var en single fra 2023.

Sangen, Juana la Cubana, findes i flere versioner. Den er oprindelig fra 1988 og blev skrevet af tidligere omtalte Fito Olivares som en cumbia-sang. Fito Olivares var en mexicansk-amerikansk saxofonist, sangskriver og orkesterleder. Han var kendt under navnet; The King of Cumbia, mange synes at have fået denne titel, for at blande cumbia med tejano, også kendt som tex-mex, og tropiske-genre.

Komponisten; Fito Olivares' egen version af: Juana la Cubana

Efterhånden er der mange genre i spil, som det kan være svært at holde styr på. Tex-mex er en genre opstået blandt spanske efterkommere i Texas ved at blande traditionel spansk musik med amerikansk rock, country og blues. Harmonikaen spiller en stor rolle i tex-mex.

Den dominikanske kvindegruppe; Las Chicas Del Can, dannet i 1981. Gruppen blev populær for dens udlægning af genren; Dominican Merengue, som er en mere nutidig musik- og dansegenre opstået i Den Dominikanske Republik. Genren har bredt sig til hele Sydamerika og den er optaget på UNESCOs Verdensarvsliste.

Las Chicas Del Can indspillede i 1988 en cumbia- inspireret disco-version af; Juana la Cubana:

Hvis nogen, efter de mange eksempler på cumbia og dens blanding med andre genre, har behov for en genopfriskning, så kan nedenstående video anbefales. Den giver på 23 minutter et fint levende indblik i cumbias historie, udvikling og mix med andre genre.

Afsluttede om cumbia betydning i dag kan det siges:

"But it’s not merely music to move to. Whether they are conscious of it or not, cumbia brings people into a relationship with another country. In challenging contexts of global migration, it is a way to connect different times and places through sound. Records don’t need a passport. Records can get over walls.”
David Novak, director of UC Santa Barbara’s Center for the Interdisciplinary Study of Music
https://news.ucsb.edu/2023/020886/unity-rhythm

Hurra for Moorjazz og jazzens mangfoldighed

Den ene dag på Aarhus Jazzfestival denne sommer skabte et udtalt underskud af jazzoplevelser til gå efteråret i møde på. I begyndelsen af september fik jeg endelig mulighed for at være tilstede på endagsfestivalen, Moorjazz i Herning, som var arrangeret af det regionale spillested; Fermaten. Oplevelserne gik i mere end balance. Det blev skabt et pænt, som vi siger her, når vi roser, overskud af jazzoplevelser.

Programmet var jeg meget spændt på, måske endda en smule skeptisk overfor, da det afveg fra de tidligere års programmer. Denne gang var de mere traditionelle former af jazz gemt væk, i højere grad end de foregående år, og der blev satset på grænsefladerne af jazzens i forvejen mange udtryk og undergenrer.

Lad det være sagt med det samme, det var et forrygende program den lokale jazzblogger, Niels Overgaard, havde sat sammen for Fermaten. Ikke alt faldt i min smag, men det ændrede ikke på den brede sammensætning af programmet, hvor den elektriske jazz var dominerende.

Flere af grupperne spillede ikke kun til hjernen. Musikken gik direkte i kroppen og fødderne begyndte at leve deres eget liv. Jazz eller ej, det var en hurra- oplevelse. Nu, hvor jeg har taget hul på programmet, så lad mig blive der, hvor jeg fandt festens højdepunkter.

Musik, der tog kontrol over fødderne.
Den største oplevelse for mig var uden tvivl Kalaka med den tyrkiske sanger, Hilal Kaya. Den energiudladning og spilleglæde som Kalaha lagde for dagen, mindes jeg ikke tidligere at have oplevet til en koncert. Fra første anslag var bandet, Emil de Wall, Niclas Knudsen og Anders Stig Møller, oppe i højeste gear med en ubeskrivelig smittende blanding af funk, jazz, rock, roots og techno. Kalaha satte brand i salen, ingen kunne stå stille, og stemningen her smittede afgjort af på gruppen. Nicklas Knudsen, som udenfor jazzkredse nok er mest kendt for sin medvirken i Ibrahim Electric, var ustyrlig. Han fyrede flere forrygende guitarsoli af, imens han konstant var i bevægelse på scenen og blandt publikum. For ethvert rockband ville Knudsen være en gevinst. Publikum havde svært ved at slippe Kalaha, da tiden var gået. Heldigvis tillod den stramme tidsplan et ekstranummer.

Kalahas forrige udgivelse: Nordhavn.

Jeg kan varmt anbefale Kalahas forrige udgivelse, Nordhavn, som giver et indblik i gruppens udtryk og energi. Ingen udgivelser kan dog dog måle sig med Kalahas koncerter.

I længere tid har det været et ønske at høre bandet Tabloid og de fem unge musikeres lækker californiske 70’er funk-pop stil. Bandet stillede op i Herning som sidste station på en længere sommerturne rundt i Danmark.  Bandet virkede enormt sammenspillet og gav, som Kalaha, en koncert, der talte til fødderne. Musikken strømmede afsted, båret af en virkede god velproduceret lyd. Det var næsten som om, det blev lige lidt for pænt og teknisk. I front, hvis det giver mening i denne sammenhæng, stod saxofonisten og fløjtenisten; Oilly Wallace og guitaristen Johannes Wamberg. De spillede stærkt op til hinanden og fyrede på skift lange og flotte soli af. En vellykket koncert.

Bredt publikum og gode rammer
Især til denne koncert var det mit indtryk, ved flere gange at kigge rundt i salen, at mange unge var mødt frem. Det var en stor fornøjelse, at se de mange unge på Moorjazz. Ja, og ikke kun unge i alderen 18-30 år, men alle aldersgruppe syntes at være mødt frem i Herning. Ganske vist var det gråhårede segment mødt stærkt op, men grupperne fra 30 og frem til 50'erne var også mødt frem, kvinder som mænd. En stor fornøjelse at se, at Herning støtter de aktiviteter, byen sætter gang i. Det virker som om, at tingene altid lykkes i Herning!

Rammer på Fermaten er ideelle til en festival på flere scener. Gården med sin udendørsscene er et dejligt sted at opholde sig, især når det er varmt, og bliver for indelukket at være indendørs.  På udendørsscenen hørte jeg det unge band Palads med sit komplekse lydbillede; på en gang tung og let. Sangen og musikken understøttede hinanden i, hvad jeg vil kalde, en lyrisk og nordisk grundtone. Glæder mig til at høre bandet igen. Gerne under forhold, hvor der ikke er så megen snakken fra publikum.

Til udendørsscenen var Dusty Rag Jazz Band et bedre valg, Bandet spillede livsbekræftende jazz med rødder i New Orleans. Det var ikke trad. New Orleans-jazz, men en musik med meget stærke rødder i blues- og folkemusikken. Dygtige musikere og sangere, der gjorde det godt. Hørte på grund af mit programvalg ikke hele koncerten.

I den store sal spillede Kalaha, Tabloid, og det var her dagen blev dagen startet med Night Train Big Band og sangeren, Alice Carreri. Et rigtig godt match. Carreri er et etableret navn på den danske jazzscene og spiller i en utal af sammenhænge. Jeg blev lidt forundret over, at jeg ikke tidligere har lagt mærke til hende.

Enhver større by har efterhånden sit eget bigband, også Herning. Hvorfor det sker, har jeg ikke nogen forklaring på. Jeg kan godt lige bigbandmusik, men synes, at mange bands spiller de samme klassikere, hvis vi ikke lige taler om Aarhus Jazz Orchestra. Til denne koncert var fokus i repertoiret langt på italienske popsange, amerikanske kunstneres efterligninger af denne musik og et par franske sange. En god, sjov - og netop anderledes - bigbandoplevelse.

Alice Carreri kommer fra Holstebro og har italienske og franske rødder. Hendes mor var italiener og skuespiller på Odin Teatret, hendes far var fransk. Netop denne kulturelle baggrund gjorde det muligt for Carreri i sin sang og i sin ageren på scene at fremføre de italienske og franske sange i de rette sydeuropæiske stemninger. Forment understøttet af et velspillende Night Train Big Band.

På den lille loungescene fik jeg en god oplevelse ved at høre den unge Aarhus sanger; Veronika Rud. Koncerten var meget nærværende og intim.  Veronika har en meget udtryksfuld og følelsesfuld stemme som indfanger lytteren. Til koncerten blev hun fornemt og diskret akkompagneret af to unge dygtige musikere; Elias H.P. på bas og Svend Winther på klaver. Ofte spiller Ruud med en trommeslager, men trio-formen passede fint ind i opgivelserne. Veronika glæder jeg mig til at høre mere fra.

Veronika Ruuds debutalbum, ep'en: Mens jeg venter.

Udover det nævnte hørt jeg lidt af den norske sanger, trommeslager og rapper; Øyunns, koncert. Den fangede mig ikke. For meget trommebuldren og en overstyret stemme, hvor ordene ikke kunne høres. Øyunn blev ellers forment bakket op på keyboard af; Nicolaj Svaneborg og på bas af Jens Mikkel Madsen fra I think you are awesome m.m. Koncerten virkede på mig noget uforløst og kom ikke for alvor ud over scenekanten.

Sluttede dagen af i loungen med at få tempoet lidt ned og lade roen falde på sig ved at høre duoen; Made in Wood, der spillede selvkomponerede sange på bas og elektrisk piano/keyboard. Duoen har sat sig det ambitiøse mål i 2025 at udgive en sang om ugen. Bare kvaliteten kan holde! De gjorde det pænt i bedste Jan Johansson og Georg Riedel-stil. Pulsen faldt, og jeg fandt mig selv.

Herefter gik det hjemad. Sprang afslutningen med; Smag på dig selv, over.
Kunne ikke rumme mere. Dagen have budt på seks hele koncerter – plus det løse.

En fantastisk dag fyldt med gode musikoplevelser og for mit vedkommende med aspekter af jazzen, som jeg ikke tidligere havde lyttet til. Hurra for Niels Overgaard og Fermaten, som havde sammensat det perfekte program i optimale rammer.

Dylan Revisited: En fornyet Dylan-interessere.

A Complete Unknown: En god fortælling om starten på Dylans karriere.
På redaktionen minder vi engang imellem hinanden om, at vi ikke anmelder musik, men indirekte gør vi det jo egentlig, da vi skriver fortællinger, om det vi godt kan lide, det som optager os og det, der har betydning for os.

Det er baggrunden for dette indlæg om James Mangolds spillefilm om Bob Dylan: A Complete Unknown og om, hvad den efterfølgende har sat i gang af tanker og handlinger om Bob Dylan og hans musik.

Egentligt havde jeg bestemt mig for, at jeg ikke ville se: A Complete Unknown. Grunden til dette fravalg var ikke tydelig for mig. Byggede mest på nogle uklare fornemmelser og nok fordomme, som, hvis jeg nu skal prøve at begrunde dem, kunne være: Mange dårlige spillefilm de senere år om musikere, en bekymring for at den ville fremstå som uinteressant, at den ville tegne et stereotypt billede af Dylan, at den skulle være utroværdig og ikke mindst, at den ville være en ”greatest hits-film”. Det sidste er den, men på en god måde og i en særlig historisk håndterbar kontekst ved at skildre de første fem år af Dylans karriere og fokusere på bruddet fra folkesanger til rocksanger.

Langsomt, mens omtalen af filmen voksede, modnedes tanken om, at jeg hellere må se filmen. Hvad så grunden var til det, var nok den fornyede Dylan-interessere filmen skabte. Måtte hellere se, hvad det var en fortælling om Dylan, filmen skabte. Jeg overbeviste mig selv om, jeg ikke behøvede at lade mig rive med. Kunne blot forholde mig iagttagende og kritisk til, hvilken fortællingen om Bob Dylan skabte, hvilket ikke er uvæsentligt, taget i betragtning, den succes filmen har fået.

Fik min hustru med ind at se filmen, hun er bestemt ikke Dylan-kender og slet ikke Dylan-lytter, men analytisk meget skarp, når det handler om at analysere fortællinger og relationer. På den baggrund kunne være rart at have hende med som objektiv sparringspartner til en efterfølgende snak om filmen. Mit argument for at gå i den lokale biograf, Apollon, var: ”Den må vi hellere se”. Det protesterede hun ikke imod. Skabte dermed ikke nogle forventninger til om filmen.

Jeg må indrømme, at jeg blev positiv overrasket over filmen. Var godt underholdt af gode skuespillere, gode sange og en stramt komponeret fortælling, som dækker en begrænset tidsperiode fra 1961-1965. Når filmen omhandler starten på hans karriere, undgår den at tage stilling til, hvem Dylan er, og af hvilke veje han er nået hertil. Et også næsten umuligt projekt, Dylans mange facetter samt evig musikalsk og tilværelsesmæssige søgen taget i betragtning.

Historien i de år filmen omhandler, havde jeg kendskab til , inden vi gik ind i biografen; om møderne med: Joan Baez, Peter Seeger, Woody Guthrie, manager Albert Grossman, Johnny Cash, kæresten Sylvia, musikerne han spiller med på New Port, producerer John Hammond, etnomusikolog og kendt for sine mange optagelser Alan Lomax m.fl. Jeg behøvede ikke at bruge energi på at placere filmen i sin kontekst.

Den situation, at jeg syntes, jeg kendte historien, som Mangold så glimrende fortæller, gjorde, at jeg gennem hele filmen, kunne holde min egen fortælling op mod filmens fortælling. Set på den måde har filmen vel egentlig for mig retfærdig gjort sin berettigelse. Jeg nød filmen og faldt helt hen i sangene, som ikke synges i brudstykker, men fuldt ud. Filmen bragte på sin vis ikke nyt frem for mit vedkommende. ”Er det så ikke bare ren nostalgi?”, vil nogen sikkert straks spørge. Det afhænger af, vil jeg mene, hvordan vi hver især oplever filmen, og om den har et budskab, der rækker ud over dens fortælling. Følgende er min opfattelse af fortælling, og om den betydning den efterfølgende får.

Filmen, synes jeg, af flere årsager er god. En ung Dylan bliver fremragende spillet af Timotheé Chalamet. Han synger selv på lydsporet og lyder meget tæt på Dylan. Og ligner ham delvis. En bekendt sagde, da vi på et tidspunkt så traileren til filmen: ”Kunne de da ikke have fundet en, der lignede ham bedre?” Det var måske netop en pointe, at han ikke ligner 100 %. Dermed bliver fiktionen i filmen understreget. Som hustruen senere ganske rigtig pointerede: ”Stemmen er da mere vigtigt en udseendet”.

Bruddet den 25. juni 1965: Filmens kulmination.
Folkesangerne Pete Seeger og Woody Guthrie spiller begge en central rolle i filmen. Pete Seeger, som er med gennem hele filmen, hjælper Dylan igang i gang med karrierer. Ham følger ham løbende og optræder, som en form for mentor. Woody Guthrie, der optræder i starten og slutningen, er den, der har inspirerer Dylan til at blive en af den ny tids folke- og protestsanger. Dem, der forholder sig til deres aktuelle samtid.

I filmens start ankommer den 19-årige Dylan til New York og besøger straks Guthrie på det hospital, hvor han er indlagt, hårdt ramt af Hustington-sygdom. Om besøget, hvor også Pete Seeger er til stede, har foregået, som beskrevet, er nok tvivlsomt, men de 3’s indledende møde sætter en fortællermæssig ramme omkring filmen, og især for den store inspiration Guthrie er for Dylan.

Dylan synger på hospitalet for en begejstret og synligt syg Woody Guthrie, som anerkendende giver ham en af sine mundharper. Den følger Dylan i forsøget på at få en karriere i folk-miljøet i New York. Da Dylan har gennemført sit oprør på Newport i 1965, sluttes filmen af med, at han afleverer mundharpen tilbage til Woody Guthrie. Det symbolske i handlingen fra Dylan side kan være: ”Jeg behøver den ikke mere, jeg har opnået, hvad jeg ville – Tak for lån”.

Den store brud i filmen omhandler Dylan fra han i 1961 kommer til New York, og så til hans opgør i 1965 med den folkemusikscene, han selv i starten kæmper for at blive en del af, men som han brød med, da han ikke ville acceptere de præmisser, det forgik på. I takt med sin popularitet blandt kolleger og publikum føler hans sig fastlåst i forventninger. Han giver udtryk for, at han ikke vil være en omvandrende jukebox. En udtalelse, der i høj grad også gælder i dag, hvad angår hans koncerter. Ikke to er ens!

Dylan vælger ud fra omgivelsernes forventninger og pres at blive ”forræder” og oprører ved at spille elektrisk på folkemusikfestivalen Newport Festival i 1965. Billedet, som folkesangeren Bob Dylan, fortsætter han sit opgør med på den efterfølgende elektriske verdensturne i 1966 med The Band, som de ikke hed dengang, som backing. Han stod imod buuuh-råbene, og i de efterfølgende udgivelser blev han hyldet som den nytids rockmusiker og poet.  Gennem sine tekster får han poesien ind i rocken.

Da Dylan går på scenen på Newport, vælger han at starte ud med par akustiske sange, mange nervøse omkring ham ånder lettet op, for dernæst at tænde for strømmen og starte på en elektrisk; Like a rolling stone. I samme øjeblik udspiller der sig kaotiske scener backstage. Forvirringen og forargelsen er total. Pete Seeger forsøger forgæves at skære ledningerne til lydanlægget over. Nøjes med at rykke dem fra. Manager Albert Grossman kommer i fysisk slagsmål med medlem af festivalens bestyrelse; Alan Lomax, der vil have Dylan ned fra scenen.

Pete Seeger fortalte i et interview i 2006, at han ikke ville koble lydanlægget fra på grund af, at Dylan spillede elektrisk, men fordi lyden var for dårlig;

“I was furious that the sound was so distorted, you could not understand a word he was singing. He was singing a great song, ‘Maggie’s Farm’ — a great song. But you couldn’t understand it.”
Fix the sound, so you can understand him. They hollered back: ‘No, this is the way they want it.’ I don’t know how ‘they’ was. I was so mad, I said: ‘Damn, if I had an axe, I’d cut the cable right now.’ I really was that mad. I wasn’t against Bob going electric. As a matter of fact, some of Bob’s songs are still my favorites. What an artist he is.”
Kilde.

Dylan og bandet spiller på det højeste lydniveau, der nogen var blevet hørt på New Port, og hvad der herefter skete synes at fortone sig i lang række af modsætningsfyldte indtryk:

Some people were dancing, some were crying, many were dismayed and angry, many were overwhelmed by the ferocious shock of the music or astounded by the negative reaction.
Kilde: New York Times. Citat fra: Elijah Wald: Dylan goes Electric, 1. Dye. St. 2015

Singleversionen af Like a rolling stone bliver udsendt den 20. juli. Fem dage før Dylans revolutionerende optræden på Newport Festival. Nogen havde nok fornemmet, hvad der ville ske. Dylan og pladeselskabet er klar til hans ændrede udtryk. Sidstnævnte er dog noget tøvende over for udgivelsen. Dels er det for langt i forhold til singlens normale 2-3 minutter varighed, dels er nummeret for rockende i sit udtryk. Folk-publikummet er bestemt ikke klar til en forandret Dylan.  Det er andre til gengæld. Singlen ender som nummer to på Billboards Charts i USA. Singleversionen er et par måneder senere indledningsnummeret på lp’en: Highway 61st Revisited. En af Dylan mest roste udgivelser.

Spørgsmål er om Dylans brud med folkesangeren Dylan i virkeligheden er så markant i USA, som det skildres i filmen, hvor det bliver meget dramatiseret; psykologisk og fysisk. I april samme år, 1965, udgav Dylan; Bring It All Back Home. Albummet er både akustisk og elektrisk, så det kan nok ikke overraske så mange, at Dylan begynder på at spille rock. At han på scenen tager springer på selve Newport har nok for ham selv stor symbolsk værdi, taget i betragtning den betydning festivalen blev tillagt. I forhold til filmens dramaturgi er sekvensens med fremførelsen af Like A Rolling Stone et oplagt markant brud.

Dylan på Newport omgivet af folk, der har haft betydning for hans karriere og liv: Pete Seeger og Joan Baez.

En troværdig fortælling samt en pudsig beretning fra studiet.
Oplagt vil det så være at spørge, om filmen er troværdig i forhold til den historiske fortælling. Ja, vil jeg sige. Det forekommer den stor at være taget i betragtning, at filmen som spillefilm er en blanding af fiktion og fakta. For, at vi skal indleve os i handlingen, skal den have en vis dramatisk spænding. Vi skal kunne identificere os med karaktererne gennem nogle almene menneskelige situationer. Min medkommentator og ledsager til filmen, syntes dog ikke, at den lille historie er filmens stærkeste side. Hendes konklusion var, at personerne er for ensidige fremstillet og ikke ændrer udtryk gennem filmen. Især i forhold til Dylans kvindelige bekendtskaber. Måske en pointe, men det var ikke, der jeg havde mit fokus.  Synes, at Chalamets fremstilling af Dylan var meget komplekst og nuanceret spillet.

En lille - og pudsig - scene fra et studie får mig til tro på filmens troværdighed og fokus på detaljerne: En musiker, som opholder sin i kontrolrummet, tilbyder at overtage orgelspillet, da der rokeres rundt i studiet. Denne musiker ender ved en tilfældig og sin insisteren med at blive verdensberømt for sit orgelspil.

Bag denne "begivenhed" ligger en pudsig og tilfældig historie, som får en vis betydning. I en video har Al Kooper, som er hovedpersonen, fortalt sin historie.

Da Dylan indspiller Like a rolling stone i juni 1965, får han i studiet elektrisk backing af en gruppe musikere hentet ind af producerer til singleudgaven; Tom Wilson. Blandt disse er guitaristen Michael Bloomfield. En anden guitarist, Al Kooper, befinder sig i kontrolrummet og har medbragt sin guitar, Hvad der egentlig bygger på en misforståelse. Wilson, som tidligere har brugt Kooper som studiemusiker, har inviteret ham, men ikke for at spille, hvad Kooper tror, han skal. Kooper er Dylan fan og har øvet sig for at gøre indtryk.

Da Dylan kommer til studie, sker det sammen med en anden guitarist, Mike Bloomfield. Al Kooper finder ud af, at han kun er inviteret med som gæst. Da Wilson på et tidspunkt forlader studiet, sætter Al Kooper sig med sin guitar sammen med de øvrige musikere i håb om at få lov til at spille med. Al Kooper må erkende, at Mike Bloomfield er "25 gange bedre", end han selv er, og vender skuffet tilbage til kontrolrummet.

Imidlertid vælger Wilson, efter af være kommet tilbage, at flytte orgelspilleren, Paul Griffin, til pianoet. Al Kooper griber straks chancen og fortæller overbevisende Wilson, at han sagtens kan betjene orglet, hvad Wilson dog stærkt betvivler: "You are a guitar player", bliver han fortalt. Al Kooper fortæller, at han ikke havde erfaring med at spille orgel. Han insisterer og afvises ikke af Wilson. Kooper sætter sig ved orglet og gør det så godt i studiet, at han går lov til at spille på nummeret. Da Dylan hører sangen, insisterer han på, at orglet skal fremhæves på det endelige mix. Da singlen kommer ud, lægges der mærke til orgelspillet og fra det tidspunkt, vil alle bruge Kooper som orgelstudiemusiker.

En tilfældighed, synes at være afgørende for, at Al Kooper får en karriere som orgelspiller: Da han sætter sig til orgler, er det tændt. Ifølge Koopers beretning er det en meget svær proces at tænde et Hammon3B orgel, og han er ikke stand til at gøre det. Havde det være slukket, var det - måske - gået anderledes!

I øvrigt spillede Mike Bloomfield og Al Kooper senere sammen.

Forskellige Dylan-versioner af: Like A Rolling Stone

Genhør med Dylan efter filmen.
Udover filmen genopfriskede min fortællingen om den tidlige Dylan, fik den efterfølgende betydning for omfanget og karakteren af de Dylan album, jeg straks lyttede til.

Dylan har altid været en del af mit musikliv, men jeg har aldrig været den store Dylan-entusiast og ejer af en store samling af hans udgivelser. Dette har dog ændret sig over de senere år. Måske, når jeg kigger på min Dylan-samling, som især er cd’er, er jeg nok mere til Dylan, end jeg egentlig vil vedgå. Ikke fordi, der er noget galt i det. Jeg er ikke så meget hjemme forskellige perioder af hans liv og musik - og slet ikke i hans poesi. Hvad mange er, når der kigges på de mange bogværker om Dylan.

Folkesangeren, den akustiske Dylan, har aldrig tidligere haft min opmærksomhed. Det har derimod rocksangeren Bob Dylan. Det første Dylan-album, som jeg lyttede til var Blonde on Blonde fra 1966. Ikke samtidigt med udgivelsen, men senere da jeg kom i gymnasiet i 1970.

Herefter gik det videre med John Wesley Harding, New Morning, Self Portrait, Nashville Skyline m.fl. og kulminerede med udgivelsen af Basement Tapes. Vi var nogle stykker, der lånte udgivelserne på biblioteket og herfra overspillede dem på bånd. I mange år lytter jeg kun sporadisk til Dylan, da der efter min vurdering udkommer mange anonyme Dylan-udgivelser i fra midten af 1970’erne,

Min Dylan-lp; Desire, fra 1975 købte jeg samme år i en HMV-shop i London. Uden rigtigt at kende noget til den. Skulle bare have noget aktuelt med hjem fra musikmekkaet; London:

Har netop taget den frem fra pladehylden. Tror knap nok, at jeg har spillet den, siden den blev købt. Kender den faktiske ikke rigtig, udover indledningsnummeret Hurricane, som blev spillet ofte i radioen. Nu skal den på pladespilleren. Efter et kig på Dylan-anmeldelser på All Music er Desire, med få undtagelser som: Infidels og Empire Burlesque, den bedste udgivelse frem til: Time Out of Mind i 1997

Efter Desire går der 14 år, inden jeg igen køber Dylan. Anledningen er, at jeg er blevet begejstret for den canadiske sanger, musiker og producer: Daniel Lanois. Hans første produktion for Dylan er: Oh Mercy, fra 1989. En lp jeg er temmelig glad for, og som jeg har spillet i perioder. Især på grund af Lanois’ lydbilleder.

Siden Oh Mercy har jeg løbende anskaffet mig Dylans udgivelser, udtaget de mange, men heraf flere interessante, fra Bootleg Series

I 1997 producerede Daniel Lanois igen for Bob Dylan. Den omtalte: Time Out Of Mind.

I 2008 kom i udgivelsesrækken; The Bootleg Series Vol. 8: Tell, Tale, Signs, som hovedsagelig er sjældne og uudgivet numre fra de to Daniel Lanois-udgivelser. Nok min mest afspillede Dylan-udgivelse. Den findes i en version med to cd’er og en med tre.

Som omtalt i et tidligere blogindlæg, har jeg en vis svaghed overfor liveudgivelser. Gode liveudgivelser er ikke lige netop Dylans styrke. Faktisk er der kun en, jeg virkelig bryder mig om. Hvis jeg ser bort fra de nye remixede udgivelserne med The Band fra 1974-turneen. Hvorfor faktisk gøre det, når det kun er Dylan sange, der fremføres her. Så må det hedde, at den anden er indspilningerne fra The Rolling Thunder Revue-turneen i 1975 og 1976, hvor Dylan spillede på på mindre steder og kom i små lokalsamfund. Udgivet i 2002 som Bootlegs Series Vol. 5. Udgivelsen har en friskhed og spilleglæde over sig, som mangler på f.eks. At Budakan fra 1979. Dette "greatest hits-album" virker søvndyssende, flad og lukker al luft ud af Dylans sange.
På Rolling Thunder Revue-udgivelsen derimod kan der tales om en revitalisering af Dylans sange.

Liveindspilningen med Greatful Dead: Dylan & The Dead fra 1989, synes jeg ikke er så ringe, som den er blevet gjort til. Som Greatful Dead-fan synes jeg, at de to parter klæder hinanden, uden det dermed er sagt, at det er en stor udgivelse.

Efter jeg har set filmen, er det ikke den elektriske Dylan, jeg har lyttet mest til. Derimod den akustiske side, som jeg har forsømt. Den klarhed sangene fremstod med i filmen, og det engagement Timotheé Chalamet lagde i at fremføre dem, fik mig til at lytte til de originale udgivelser: Bob Dylan, The Freewheelin’ Bob Dylan, The Times Are A-Changin’, Another Side of Bob Dylan.

Også skete der det, hvad der normalt ikke altid er tilfældet, når jeg lytter til Bob Dylan; jeg kom til at lytte til teksterne. Ja, jeg ved godt, at poesien er en central del af Dylans sange, der er skrevet meget om den og lavet mange analyser af, men det er vel aldrig for sent at være med?

Dylans tre udgivelser, hvor han synger sange fra The Great American Songbook, er jeg gået uden om i en stor bue. De sider mig ikke sig meget. Et par enkelte lytninger har været nok

I den kommende tid glæder jeg mig til at læse Johannes Andersens nye bog om Bob Dylan: Nærvær og fravær samt Elijah Walds: Dylan Goes Electric!, som jeg netop har anskaffet mig. Bogen danner inspiration for filmen.

 En film om og med Bob Dylan: Rolling Thunder Revue.
I en samtale med medredaktøren om et udkast til dette indlæg, spurgte han, nu hvor jeg havde nævnt og rost Rolling Thunder Revue-indspilningen, om jeg også vil nævne omtale filmen om turneen? Det svarer jeg straks ja til, en udmærket ide.

Ved nærmere eftertanke, syntes jeg, når vi tidligere har talt om filmen, at han var mere inde i filmen, end jeg var. Derfor spurgte jeg ham, om han ville skrive et par linjer om filmen. Svaret kom i form af mere end et par linjer.
Disse linjer vælger jeg at gengive i sin helhed. Først efter en kort introduktion til filmen.

Den blevet betegnet som en pseudo-dokumentar, da den bygger på faktiske optagelser og på fiktion. Mange af scenerne er instrueret og personer samt situationer findes ikke i virkelighed, men fremstår som de gør det!

Filmen bygger på en film, Dylan selv lavede i forbindelse med Rolling Thunder Revue-turneen: Renaldo and Clara, som havde premiere i 1978. Dylan har selv instrueret filmen samt skrevet manuskriptet i samarbejde med Sam Shepard. Ligesom Rolling Thunder... er den sat sammen af mange filmiske genre.

Ved premieren i 1978 blev den til en start kun vist i udvalgte biografer i New York og Los Angels. På grund af dårlige anmeldelser blev den taget af plakaten og gemt væk. Indtil Martin Scorsese så tog fat i den igen i 2018. Hans anden film om Dylan efter No Direction Home.

Her kommer medredaktørens, Lennart Larsens, kommentarer til Rolling Thunder Revue-filmen:

Rolling Thunder Revue. Film af Scorsese, 2019, Netflix,  2 timer og 22 minutter
Filmen er pragtfuld – dels, ser vi en række koncertoptagelser med en mere end veloplagt Bob Dylan og et band der består af violinisten Scarlet Rivera, og ikke mindst leadguitaristen Mick Ronson (lige ud af David Bowies Spiders From Mars-band), multiinstrumentalisten David Mansfield sammen med guitaristerne Bob Neuwirth, Steven Soles og en meget ung T Bone Burnett, bassisten Rob Stoner og trommeslageren Howie Wyeth. Der er meget fokus på Scarlet Rivera, men Mick Ronson spiller fantastisk, og desuden får vi udtalelser og interviews  fra forskellige involverede, som ikke nødvendigvis er sande.

Filmen er kalejdoskopisk og indeholder prægtige klip med f.eks. Joan Baez forklædt som Bob Dylan, og Allan Ginsberg, digter og danser – det sidste vidste man ikke lige – i det hele taget er der meget, man ikke vidste, og ikke alt hvad man får at vide er sandhed.

Så man efterlades forvirret og fornøjet.

Som Bob Dylan anno 2019 siger, da han bliver spurgt ud om hvordan var Rolling Thunder Revue– ”jeg var ikke født dengang”